Cheerleaders

EfB Cheerleaders

Vi er 18 friske piger, som elsker at bruge vores fritid på at danse og optræde, og vores vigtigste opgave er at optræde til alle EfBs hjemmekampe på Blue Water Arena.

Dans & Stunts

Alle vores koreografier bliver lavet på Berit Borgs Dansecenter. Vi har de sidste par år selv stået for at lave dansene. Trinene vi bruger er fra Berit Borg.
Vi har gennem de sidste år arbejdet hårdt på at lære at lave cheerstunts. Nogle har været på kursus gennem Dansk Cheerleading Forbund, og vi har desuden haft en amerikaner, og lige nu en tysker, på holdet. De to piger har gjort et stort stykke arbejde i at lære forskellige stunts fra sig. Vi fortsætter med at træne det, så vi bliver endnu bedre.
Vi træner stunts hver onsdag på KFUM, men tidspunktet kan variere. Derudover har vi ingen faste træninger. Vi bruger dog mindst en weekend om måneden, hvor vi træner fire timer hver dag. Her er det primært dansene, der bliver trænet.

Musikken

Musikken finder vi selv, og vi prøver at holde os til musik, som vi mener, kan sætte gang i stemningen på Blue Water Arena, men som samtidig har en god rytme at danse til. Vi benytter bl.a. metro stadions "Shake it", "shut it down" med Pitbull feat. Akon. Vi har også mixet sange, bl.a. et mix med Beyonce og Joey Moe.

Uniform & pomponner

Vi skifter ofte vores uniform og prøver derigennem at forny os. Vores cheeruniform består af 5 forskellige nederdele, en stropbluse og en langærmet trøje med individuelt nr. på ryggen, et pandebånd, to forskellige slags fodboldstrømper og et par benvarmere. Derudover har vi sko og cardigan. Vi holder farverne i blå, hvid og en smule guld, præcis som spillernes farver.
Vi har to forskellige slags pomponner. Vi bruger de store traditionelle blå-hvide på stadion.
Vi har også små show pomponner, som vi f.eks. brugte ved DM i cheerleading. De bliver få gange brugt på stadion og til forskellige arrangementer.

Bliv Cheerleader

Hvis du ønsker at blive en del af EfB Cheerleaders, skal du som det første gå til dans og teknik ved Berit Borgs Dansecenter.
Du skal være 14 år for at gå til audition, og 15 år for at komme med på Blue Water Arena.
Vi søger stabile piger - dvs. at du skal kunne komme til 12 hjemmekampe, og du skal møde til træninger. Derudover er det en stor fordel, hvis du kan danse og elsker at optræde for et stort publikum.
Vi afholder audition én gang om året, hvor der vil komme en tilmeldingsseddel op hos Berit Borgs Dansecenter.

Audition

Det kan godt være skræmmende at gå til audition, men så snart du har været der, tænker du "var det bare det". Vi er meget søde og venlige når I kommer. Audition forløber på følgende måde:
Vi er to cheerleaders tilstede. Lise Lotte, som er leder og en af de andre piger, som hjælper. Vi starter med at gennemgå, hvad der forventes af jer, som er mødt op til audition, og hvad det indebærer at være EfB Cheerleader.
Herefter undervises auditiongruppen i salen i et stykke af en danserutine. Vi kigger på, hvor hurtigt du lærer, og på om du har udstråling.
Efter dansen skal du ind til en lille snak med os, for at vi kan lære dig lidt bedre at kende og høre, hvorfor du ønsker at være EfB Cheerleader.
Du modtager besked om din audition fra Lise Lotte inden for et par dage.

Hvem er vi?

EfB Cheerleaders består af 18 unge, glade og friske piger, som alle har til fælles, at de elsker at danse og give den gas på Blue Water Arena, så stemningen kommer helt i top.
Når man ser pigerne på stadion, er det de glade smil, de små, blå uniformer samt de svingende pomponner, som er karakteristiske for dem.