Ikast-tur i ungdommens tjeneste

Et af mine bedste EfB minder ligger tilbage omkring 1970, måske lidt senere. Jeg var blevet valgt ind som ungdomsformand og var det i ca. fire år i perioden, da klubben kunne fejre sin 50 års fødselsdag.

På det tidspunkt var jeg ungdomsformand i EfB og EfB skulle til Ikast og spille en vigtig, vigtig kamp for tilbagevenden til den daværende 2.division. Her producerede vi EfB vimpler. Vi fik vimplerne trykt, og hele lørdagen satte vi disse vimpler på pinde, vi havde fået fremstillet. Vi – det vil sige folk fra ungdomsbestyrelsen og blandt andre også Børge Elsborg.

Næste morgen kørte vi til Ikast med vimplerne pakket i fiskekasser, og uden for stadion solgte vi omkring 5.000 vimpler i løbet af kort tid og skaffede hermed ungdomsafdelingen penge. Omkring selve dagen erindrer jeg, at vi kørte i privatbiler fra EfB’s klubhus og kom til Ikast ca. kl. 11.00. Kampen startede 13.30.  Ca. en time før kampstart var vimplerne solgt og penge sat i banken på ungdomsafdelingens konto.

Det var også i den periode, vi havde tombola på Torvet. Vi samlede en del penge ind, og nogle af disse gik blandt andet til køb af bolde til EfB’s 50 års jubilæum. Jeg mener, at vi gav 25 bolde til ungdomsafdelingen. EfB vandt en sikker sejr – resultatet husker jeg ikke, men Ikast stadion var fyldt.

Venlig hilsen
Torben Joensen