Jeg er også EfB-fan – for livet

Joh, jeg er skam vestjyde, men næh, jeg er jo ikke fra Esbjerg – og har såmænd ikke noget andet forhold til byen end byens stolthed, Esbjerg forenede Boldklubber, og de mange venner jeg gennem årene har lært at kende qua min store interesse for fodbold, og ikke mindst for EfB.

Jeg er vokset op i Ulfborg, ca. 100 km nord for Esbjerg, hvor jeg som en ganske lille purk legede med en bold op ad naboens mur i gården, hvor vi boede. Byen havde faktisk et rimeligt godt fodboldhold, som på et tidspunkt i 50’erne vist endda var at finde i Mellemrækken, og jeg fulgte interesseret med i holdets kampe på hjemmebanen.

Det var selve spillet, der fascinerede mig, og drømmen om selv at kunne være med var stor. Drømmen gik i opfyldelse, da jeg var blevet god nok til at komme på drengeholdet, kyndigt ledet af vores dygtige træner, skorstensfejermester Thorninger – ja, han var såmænd den senere stjernespiller, Thomas Thorningers, bedstefar.

Mine ambitioner om at drive det til noget med den runde bold var ret store, og jeg havde såmænd et stort ønske om med tiden at følge i fodsporene efter nogle af de store danske spillere, som jeg jo kunne læse om i avisen og høre om i radioen, når der var landskampsreportager. Jeg var ikke særlig kluborienteret på det tidspunkt, men begyndte dog at samle på Foska-billeder, og fik efterhånden samlet alle hold fra 1. division.

Lidenskaben blev vakt

Derigennem, og via Jyllands-Postens sportsspalter, fik jeg ret godt styr på hvem der spillede for hvem, og hvilke klubber der klarede sig bedst – og alle mine EfB-spillere blev sat i korkskiver og placeret på et grønt underlag. Havde jo allerede læst mig til, at Esbjerg i 1956 vandt sølv efter AGF, men dog foran københavnerholdet AB, og havde da også bemærket, at Esbjerg jo havde haft flere gode spillere på landsholdet, heriblandt Jens Peder Hansen.

Ham oplevede jeg så ved selvsyn i eftersommeren 1957, da EfB ganske vist tabte til AGF med 0-2, men det var en utrolig oplevelse at være med på EfB’s hjemmebane med 17.500 tilskuere på lægterne – stadion var propfyldt, og mange så kampen fra de mange cementbuer over indgangspartierne. Det lagde nok kimen til min lidenskab for EfB, også selv om dem fra Aarhus jo vandt. Jeg havde det lidt sådan på den tid, at jeg i hvert fald ikke ville holde med AGF, som de fleste i min hjemlige omgangskreds gjorde.

Men da jeg som 13-årig knægt i 1959 så for alvor valgte EfB som min favoritklub (den gang var fanbegrebet vist endnu ikke slået igennem), blev jeg da godt nok både mobbet og hånet en hel del af mine kammerater – for dengang holdt selv vestjyder nok mestendels med ’de store’ jyske hold fra AGF, AaB, Ikast eller Vejle.

Første mesterskab det største

Det varede dog ikke så længe inden jeg med overbevisning og stolthed kunne tilbagevise al hån, da EfB allerede i 1961 vandt mesterskabet for første gang. Det var måske nok mit største øjeblik som EfB-fan, da vi nede i Køge tog mesterskabet for næsen af mægtige KB – jeg var stolt, og høstede da også stor respekt blandt kammeraterne. Og jeg har skam også med stolthed holdt fast i mit tilhørsforhold gennem alle 54 år som EfB’er. Mit personlige idol og forbillede var og forblev nu afdøde Jens Petersen.

Op gennem årene stjal fodboldspillet al min fritid, for jeg har selv været aktiv indtil jeg som næsten 50-årig måtte sande, at bentøjet ikke længere ville, som jeg ville. Mens man selv er aktiv udøver, kniber det ofte med også at følge levende med i anden klubfodbold, så på trods af min lidenskab for EfB fik jeg sjældent set dem i kamp. Jeg spillede selv lidt divisionsfodbold i 70’erne, og måtte den gang nøjes med at læse om EfB’s bedrifter – men da jeg så gik på pension i 2003, blev der masser af tid til at beskæftige mig med favoritklubbens gøren og laden og dens historie, som jeg lige siden har ofret megen tid på at kere mig om. Og selv min kæreste, som ellers var indædt BIF-fan, har jeg formået at omvende og få til helt frivilligt – men særdeles aktivt og ivrigt - at interessere sig for EfB.

Med EfB ud i Europa

Har også haft den udsøgte fornøjelse at være på langtur med EfB. Til en TOTO-turneringskamp sommeren 2004 i Litauen mod FK Vetra i Vilnius havde EfB chartret et jetfly, som jeg sammen med en begrænset gruppe fans fik tilbudt at fylde op – og det blev en uforglemmelig tur. Den lidt kedelige kamp endte 1-1, men vi medrejsende oplevede en hel masse i Vilnius på et par dejlige sommerdage.

Året efter var jeg også med på en skøn tur med nogle fan-venner, da vi på egen hånd fløj til Tallin i Estland, hvor vi så EfB banke FC Flora Tallin med 0-6 på A. le Coq Arena. Det var en UEFA-Cup kamp – og det blev også en ganske fornøjelig tur. Og der har bestemt været mange andre herlige oplevelser at tænke tilbage på for en ældre EfB-fan som mig. Håber da meget på at EfB også positivt vil tænke på muligheden for fan-deltagelse ’ude i Europa’, når der inden længe skal spilles Europa League play-off kampe – med videre.


EfB et godt navn i hovedstaden

Noget, der har frydet mig ganske meget gennem årene siden 1962, da jeg flyttede til Djævleøen, er den kendsgerning, at jeg næsten kun har oplevet positive vibrationer her på Sjælland og i hovedstaden over EfB som ’brand’ og klub – vi EfB’ere er åbenbart både meget velanskrevne og respekterede også øst for Storebælt, og det gælder vist såvel klubben og dens spillere som dens fans.

Derfor var det da også en speciel stor glæde for ca. 10 år siden at kunne være med til at stifte fanfraktionen EfBeast, som efterhånden er blevet en særdeles kendt og respekteret faktor rundt omkring på de mange forskellige stadioner, hvor vi også har vundet mange venner.

I skrivende stund finder jeg det da slet ikke urealistisk, at EfB næste sommer kan fejre sin 90-års-fødselsdag med det sjette mesterskab flot placeret midt på gavebordet. Men foreløbig tillykke med de 89 år!

Venlig hilsen
Frank Madsen