Mindet om en forårsdag i 1964

Jeg var 10 år, og det var i 1964, før mobiltelefoner, internet og fodboldkampe hver dag i tv. Faktisk havde vi først fået tv fire år før – med 20 minutters Sportsorientering torsdag aften som højdepunktet. Jeg var EfB-fan og kan ikke huske at have været andet.

Vestkystens sportsider var min kilde til viden om EfB’s kampe. Jeg havde aldrig set én. Vi boede i Tønder, så jeg kunne ikke selv tage derop. Der var heldigvis en hel side hver mandag i Vestkysten og masser af billeder fra Esbjerg Idrætspark. Alle heltene – John Madsen, helt firkantet og kæmpestor, Carl Bertelsen med det smarte Elvis Presley-hår, som jeg ikke måtte få for min mor, John Frandsen, teknikeren med de runde sygekassebriller. Syv-otte af heltene var på landsholdet i de år. Landsholdet var EfB.

Og så var der de helt særlige og fantastiske målnet på målene på Esbjerg Idrætspark – firkantede som en kæmpestor kasse, så man kunne se, at bolden virkelig var inde, når Berthelsen havde headet den ind, og målmanden lå og kiggede fortvivlet efter den. De flotte firkantede målrammer blev først længe efter moderne i resten af verden.

En forårssøndag i 1964

Det var en forårssøndag. Min far var københavner og derfor KB-fan. Dengang var fædre sådan nogen, som en gang imellem opdagede, at de havde børn, men ellers lod os klare det meste selv. Det var fint nok. Jeg spillede altid fodbold, og min far var nede og se det én gang. Måske mest for at filme det på vores nye smalfilmskamera. Jeg spillede som regel med min ven, Benner, som til forskel fra mig faktisk havde talent. Jeg var ikke god, og det ser man desværre stadig på filmen den dag i dag. ”Hvorfor løber du i grunden på den måde?” spørger min egen søn.

Men den søndag, lige præcis den søndag i 1964, opdagede min far, at jeg var der og – ikke mindst – at EfB spillede mod KB kl. 13.30 i Esbjerg. Jeg husker min følelse af lykke, da han – helt utroligt – foreslog, at vi kørte op for at se kampen. Benner var med og lærer Knudsen, som boede overfor, og som også interesserede sig for fodbold.

Vi var nok langt over 10.000 den dag. Esbjerg i trøjerne med de hvide og blå striber. Jeg havde kun set dem i farver før på Foska-pakkerne. Vi stod som sild i en tønde i solen på langsiden overfor tribunen og så EfB vinde 3-1.

Bertelsens stålpande

Og jeg ser for mig – her næsten 50 år efter – hvordan Carl Bertelsen stiger til vejrs på et knaldhårdt indlæg fra Bjarne Kikkenborg og header bolden ind til 3-1. Han er næsten helt ude ved kanten af straffefeltet. Har nogen siden sprunget så højt? Har nogen siden kunnet flå sin krop rundt i luften og som en spændt fjeder banke kroppen frem og dreje hovedet i samme timede, akrobatiske bevægelse og ramme en gulbrun læderbold med panden med den samme kraft?

Vi er mindst 10.000, der ser bolden gå i en fuldstændig lige linje som et projektil de mange meter ind i nettet bag Tykke-Niels Jensen i KB’s mål. Lyden af bolden mod Carl Bertelsens pande. Lyden af boldens smæld mod netmaskerne inde i målet. Billedet af Tykke-Niels, der ligger og kigger fortvivlet ind i nettet på den kæmpestore målkasse.

Vi kørte hjem – Benner og jeg euforiske. Min far mere afdæmpet.

Jeg har set masser af fantastisk fodbold med mine egne sønner siden. Været på San Siro, set Messi score på Camp Nou og Ronaldo lave to på Bernabeu. Ligesom Bertelsen på den forårssøndag på Esbjerg Idrætspark i 1964...

Med venlig hilsen
Jens Bredager