Førstehold

Superligaen genoptages

Statsminister Mette Frederiksen offentliggjorde her til aften planen for fase 2 af genåbningen af Danmark – og her var dansk professionel klubfodbold med på listen over brancher, der kan åbne. Det vækker naturligvis enorm glæde og lettelse hos Divisionsforeningen.

Udmeldingen i dag betyder, at klubberne i 3F Superliga og NordicBet Liga kan begynde med almindelig holdtræning allerede nu. Det kommer til at foregå efter de retningslinjer, der er beskrevet i de protokoller, som Divisionsforeningen har lavet i samarbejde med blandt andre læger og andre sundhedseksperter – og med flere andre europæiske fodboldligaer.
– Vi er meget glade og taknemmelige for, at professionel klubfodbold er med på listen over brancher, der kan åbne her i fase 2 af genåbningen af Danmark. Vi ser det som en tillidserklæring til det grundige arbejde, vi har lavet med protokoller for afvikling af træning og for afvikling af turneringskampe, hvor der tages store hensyn til at mindske smitterisikoen. Det vil vi gerne sende en stor tak til regeringen og de øvrige partier i Folketinget for.” siger direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen og fortsætter:
– Det har været helt afgørende for klubberne at få genstartet sæsonen, så den kan afgøres på grønsværen. Det er ikke nogen hemmelighed, at det kunne have fået store sportslige økonomiske konsekvenser år ud i fremtiden, hvis det ikke var sket, så vi og klubberne er selvfølgelig lettede. Det er desværre endnu ikke muligt at spille med fans på lægterne, men jeg er sikker på, at de danske fodboldfans glæder sig lige så meget som klubberne til at få gang i fodbolden, og igen få dansk topfodbold i fjernsynet,” lyder det fra Claus Thomsen.
Præcis hvornår der igen kan ses 3F Superliga og NordicBet Liga kampe på tv afgøres i løbet af de kommende dage. Divisionsforeningen har tidligere meldt uge 22 ud, men nu skal programmet lige fastlægges helt for resten af sæsonen. Det ligger dog fast, at første kamp efter pausen bliver lokalbraget mellem AGF og Randers FC – den udskudte kamp fra runde 21. Derefter afsluttes grundspillet i 3F Superliga med runde 25 og 26, inden der tages hul på slutspillet. I NordicBet Liga er de nået til runde 21.
En opdateret version af de omtalte protokoller bliver tilgængelig for alle på Divisionsforeningens hjemmeside snarest.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 24. marts - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo