Ny A-licens træner i EfB

12. jan. 2017

I de sidste mange år har Esbjerg fB satset stort på videreuddannelse af klubbens trænere med det formål at skabe så meget kvalitet i spillernes træning som overhovedet muligt. I går færdiggjorde endnu en af klubbens trænere en høj uddannelse i DBU-regi. 

Fremadrettet kan klubbens cheftræner på U13Vest skrive A-licens træner på CV'et. I går afsluttede Casper Lauridsen en 1-årig træneruddannelse som A-licens træner, den tredjehøjeste uddannelse i DBU. Dermed blev Casper den 3 nye A-licens træner i EfB på blot ét år. I januar 2016 færdiggjorde to nuværende EfB-trænere, Simon Karkov og Erik Madsen, deres A-licens uddannelser.

Med uddannelsen er Casper nu kvalificeret til at træne elitehold på nationalt niveau, og dermed råder klubben over endnu en træner, der kan optræde på sidelinjen for klubbens allerbedste ungdomshold.
Den afsluttende eksamen bød på en specielopave om 'Kanternes placering i opbygningsspillet', og resulterede bl.a. i ekstremt flotte karakterer for både opgavens indhold og Caspers evner på træningsbanen. Her scorede Esbjergtræneren karakteren 5, den højeste i DBU's nye karaktersystem. 

Casper har været i EfB siden sommeren 2013, hvor han for første gang dukkede op i EfB's klubhus. Før han begyndte i klubben fungerede han som træner i en af vores samarbejdsklubber, Næsbjerg RUI. I de første år i EfB var Casper træner for forskellige af klubbens 2.hold, men har også fungeret som assistenttræner på U15Vest. 

På klubbens vegne vil jeg, sammen med mange af Caspers trænerkolleger, gerne lykønske ham med den nye titel, og jeg er sikker på, at der venter mange gode udfordringer i EfB for Casper, som vi i øvrigt har en aftale med indtil sommernen 2019.  

P.b.v
Rasmus Lundager 

nyheder_divider