Martin Bergvold til Esbjerg fB

01. sep. 2012

EfB Elite A/S har indgået en aftale frem til 30. juni 2013 med Martin Bergvold, der skifter fra FC København til Esbjerg med øjeblikkelig virkning.

Den 28-årige midtbanespiller har erfaring fra topniveau i dansk og italiensk fodbold og glæder sig til at være med til at spille EfB væk fra bunden i Superligaen. 

- Jeg kommer med noget rutine efter tre et halvt år i serie A og serie B i Italien og sammenlagt syv sæsoner i FC København. Tiden i Italien har givet mig masser af hår på brystet, jeg har oplevet masser af pres og tumult i en bundklub, og der er ikke rigtig noget, der kan ryste mig mere. Presset i Esbjerg bliver anderledes, og jeg ser en stor udfordring i at hjælpe klubben til at overleve i Superligaen, siger Martin Bergvold. 

Rødovre-drengen kom via Avarta til KB som juniorspiller og har spillet i alt 58 unglandskampe fra U16 til U21-landshold. I 2002 blev han indlemmet i førsteholdstruppen i FC København, som han forlod efter knap 100 førsteholdskampe for at tiltræde i den italienske serie A-klub, AS Livorno Calcio. Her nåede han at spille 76 kampe og score fem mål, inden han i sommeren 2010 returnerede til FC København ved kontraktudløb. 

- Det gik egentlig fint, og jeg havde nogle gode indskiftninger, indtil jeg blev knæskadet og var ude af spillet frem til efter nytår. Jeg kom tilbage i en periode, hvor det gik godt for et sammenspillet hold, og det var svært at spille sig på. Derfor var det en god løsning, at jeg i foråret 2012 blev udlejet til Lyngby og fik spillet 11 kampe. Selv om vi egentlig fik en del point, rakte det ikke til at redde klubben fra nedrykning, siger Martin Bergvold. 

EfB-cheftræner Jess Thorup får med tilgangen af Martin Bergvold tilført den femte spiller i dette transfervindue, og den erfarne københavner opfylder alle kriterier for at styrke holdet. 

- Vi har snakket meget om at tilføre kvalitet for at øge niveauet og konkurrencen om pladserne. Martin Bergvold er en god boldspiller, der med sin erfaring fra dansk og italiensk fodbold kan dække alle positioner på midtbanen og giver os flere alternativer, siger Jess Thorup. 

EfB arbejder hårdt på at rydde de formelle og praktiske forhindringer af vejen for, at Martin Bergvold kan være med i truppen i søndagens kamp i Superligaen mod FC Midtjylland på MCH Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies. Læs mere om cookies