EfB lejer målfarlig offensivspiller i FC København

19. aug. 2013

Esbjerg fB lejer den 27-årige senegalesiske offensivspiller, Pape Pate Diouf, af FC Købehavn frem til udgangen af året.  

Pape Pate Diouf kom fra norske Molde FK til FC København på en fireårig kontrakt i sommeren 2011 og medvirkede i sin første sæson i 34 kampe og scorede seks mål i liga, pokalturnering og europæiske kampe. I efteråret 2012 blev han udlejet til Molde, som han i fem sæsoner havde spillet 127 kampe og scoret 44 mål for.

- Pape Pate Diouf er en høj angriber, der fylder i boksen og har et godt hovedspil. Trods sin højde har han pæn fart i sit spil, og han har fine egenskaber i boldmodtagelse, dybdeløb og afslutninger. Forhåbentlig kommer han til at score nogle mål for os i denne efterårssæson. Vi har taget afsked med en del målscorere, senest Martin Braithwaite, og hullet efter dem skal Pape Pate Diouf være med til at udfylde, siger EfB’s cheftræner, Niels Frederiksen.

I foråret 2013 optrådte Pape Pate Diouf på reserveholdet i FC København, og han er med klubbens seneste investering i den 22-årige nigerianske angriber, Fanendo Adi, fra den slovakiske klub, AS Trencin, rykker længere ud i periferien af ligatruppen.  

Pape Pate Diouf er født i Dakar i Senegal og tog i januar 2006 det store spring til Europa, da han kom til Norge. I Molde scorede han i 15 kampe i Tippeligaen 12 mål.

- Nu har vi nogle måneder til at lære hinanden at kende, og vi udelukker ikke, at en forlængelse af samarbejdet kan komme på tale, siger Niels Frederiksen.

Pape Pate Diouf underskrev tidligt mandag eftermiddag aftalen med EfB og vil som ekstra spiller blive efteranmeldt til UEFA, så han er spilleberettiget til den første kamp i play-off-runden til Europa League mod AS Saint-Etienne torsdag kl. 19.00 på Blue Water Arena.

Lejeaftalen med Pape Pate Diouf forventes ikke at påvirke det økonomiske resultat for 2013 i EfB Elite A/S.  

Af Frede Madsen

nyheder_divider