Knudsen.png

Youssefs plan i EfB: Flere mål og et kørekort

08. jan. 2013

Youssef Toutouh spiller også i forårssæsonen for Esbjerg fB. EfB Elite A/S har indgået en ny lejeaftale med FC København om den 20-årige offensivspiller, der kom til klubben i begyndelsen af september 2012 og debuterede i samme måned i den 3-0-sejr over OB, der gjorde en ende på EfB’s negative stime i Superligaen.

- Youssef er en spændende ung spiller, der har grebet chancen og er startet inde i 10 kampe i efterårssæsonen. Ud over hårdt arbejde og en god fysik kan han det ekstraordinære, der gør det svært for modstandere at læse hans spil. Vi glæder os til at fortsætte arbejdet med at udvikle ham. Han kan fortsat forbedre sig, først og fremmest ved som en af de fire offensive spillere at score flere mål, siger cheftræner Jess Thorup.

Youssef Toutouh, der har marokkanske forældre og er født i København, kom efter en fodboldopvækst i B 93 i 2008 til Hvidovre IF, hvor han i 2010-2011-sæsonen fik sit gennembrud på 1. divisionsholdet. Det banede i sommeren 2011 vejen for en treårig kontrakt med FC København, hvor han dog har fået begrænset spilletid. Det har han fået i rigt mål i EfB, hvor han har spillet 13 kampe og scoret et mål.

- Det har været rigtig dejligt at komme ind i varmen og spille kampe. Lige i begyndelsen var det svært at vænne sig til en ny klub og at bo alene, men holdkammeraterne har været gode til at få mig til at falde til, og jeg føler mig nu hjemme i Esbjerg. Jeg havde slet ikke regnet med at skulle starte inde så hurtigt, men jeg synes, jeg gjorde det godt i efteråret, og jeg kan gøre det endnu bedre, siger Youssef Toutouh, der deler sin cheftræners ambition om, at han skal score flere mål i det kommende forår.

Youssef Toutouh kom til Esbjerg samtidig med en anden spiller med FC København-baggrund, Martin Bergvold, og han har nydt godt af den noget ældre familiefars køkkenerfaring. Youssef var vant til at få maden serveret, og at rent tøj hele tiden lå klar til ham derhjemme hos familien, og nu begår han sig selv i med at lave pasta, kylling og andre lettere madretter a la Bergvold.

- Og så skal jeg have taget det kørekort og have en bil, så jeg ikke hver gang skal hentes til træning. Ellers køber jeg snart en cykel, siger EfB’s uforudsigelige charmør på venstrekanten.

Af Frede Madsen

nyheder_divider

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies. Læs mere om cookies