Førstehold

0-4: Sort aften for EfB

Esbjerg fB pudsede onsdag aften formen af mod Aarhus Fremad i et opgør, hvor ikke meget lykkedes. Aarhusianerne kunne derfor uden de store problemer spille sig til en 4-0-sejr.

Den næstsidste træningskamp for Esbjerg fB inden forårspremieren på udebane mod Fremad Amager blev onsdag aften spillet hjemme på Gl. Vardevej, da Aarhus Fremad fra 2. division gæstede på kunstgræsbanen. EfB formåede ikke at få fat om kampen, der blev tabt med hele 0-4.

Kampens indledning bar præg af en tæt affære, hvor begge mandskaber udfordrede hinanden uden dog at komme til åbenlyse scoringsmuligheder.

Helt fremme for EfB spillede Elias Sørensen og Mathias Jørgensen, og de forsøgte at løbe i dybden flere gange og true med fart.

Førstnævnte måtte dog allerede efter syv minutters spil lade sig udskifte med en skade, hvilket tvang cheftræner Roland Vrabec til at omrokere.

Spillemæssigt blev der gået til den hos de to hold, og det polerede fodboldspil var der til tider langt imellem.

For EfB kom Jørgensen frem til den største chance midtvejs i første halvleg, da angriberen blev sendt dybt, men alene med målmanden svigtede præcision og vippet ind over var lige akkurat for høj, og bolden gik over mål.

Det lignede derfor en nulløsning ved pausen, indtil Aarhus Fremad bragte sig foran med 1-0 i en situation, hvor Ramon ten Hove vil ærgre sig efterfølgende.

En bold blev sendt ind i feltet, hvor en aarhusianer fik headet mod mål.

EfB’s hollandske målmand gik ned for at samle den op, men måtte i stedet se den gå igennem benene og i nettet.

Minuttet senere var gæsterne også tæt på at bringe sig foran med 2-0, men uskarphed ved bagerste stang gjorde, at der kun blev scoret en gang i de første 45 minutter.

Anden halvleg fik en frygtelig begyndelse set med EfB-briller, idet det allerede efter et par spilleminutter blev 2-0.

Gæsterne kombinerede sig fint igennem, og med en god afslutning fra feltkanten blev bolden sendt i fjerneste hjørne.

To minutter senere blev det også 3-0 i en situation, hvor Rudi Pache trådte i bolden i eget felt, og mistede den til en Aarhus Fremad-spiller, der fikst sendte den ind foran mål, hvor en holdkammerat styrede den i nettet.

Herfra styrede udeholdet begivenhederne, og for EfB var det hovedsagligt Bardhec Bytyqi, der formåede at skabe noget offensivt.

Lige lidt rakte det dog, og kort før tid scorede Aarhus-klubben atter, og 4-0 blev derfor kampens resultat.

EfB spiller igen på hjemmebane lørdag eftermiddag, når Hobro IK kommer på besøg.


Resultat:
Esbjerg fB – Aarhus Fremad 0-4 (0-1)

Målscorere:
42′ 0-1
48′ 0-2
50′ 0-3
84′ 0-4

Startopstilling:
1 Ramon ten Hove
26 Oliver Svendsen
2 Jonas Mortensen
15 Marcus Gudmann
38 Rudi Pache
32 Bendix Bennetzen
20 Yacine Bourhane
24 Kempes Tekiela
9 Bardhec Bytyqi
10 Mathias Jørgensen
7 Elias Sørensen

Indskiftninger:
7′ Patrick Schmidt (Elias Sørensen)
42′ Denis Catovic (Bendix Bennetzen)
72′ Damian van der Vaart (Jonas Mortensen)
72′ Nikolaj Lund (Yacine Bourhane)

Næste Hjemmekamp
søndag d. 3. november - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo