Førstehold

Lammers: Tilskuerne kan bære os frem

I den intense topstrid kan EfB slå et hul til Thisted FC, når de to hold mødes på Blue Water Arena, og John Lammers håber på stor opbakning.

Der var masser af underholdning i EfB’s seneste hjemmekamp, der bød på syv scoringer, og selvom det måske ikke bliver tilfældet mod Thisted FC, så ser John Lammers frem til et opgør mod et stærkt udehold.
– For mig er det endnu en kamp, der er en finale, og dem har vi otte af endnu. Thisted er et godt hold, specielt på udebane, og de er nok dem, der vinder flest dueller på udebane. Derfor bliver det en svær opgave, men vi er godt forberedt, og humøret i truppen er højt. Det var den faktisk allerede inden sejren over Fremad Amager, men det var en rigtig god sejr, og vi så i løbet af ugen, at det ikke er et nemt sted at komme på besøg. Gutterne gør det godt for tiden, og de arbejder hårdt, så vi går efter resultatet, siger John Lammers, som må se bort fra de skadede Klaus Moesgaard, Rodolph Austin og Daniel Anyembe.
– Emmanuel Oti Essigba bliver mere og mere fit, men er endnu ikke klar til en hel kamp, og ellers ser truppen ganske fit ud. Det bliver vigtigt mod et hold, der er stærke på kontraangreb, og som har stærke og hurtige angribere. Derfor er det vigtigt, at vi har balance på holdet, og så håber jeg, at der kommer mange og støtter os. Vores fans er vigtige, for de kan bære os frem i en spændende del af sæsonen, slutter John Lammers inden hjemmekampen mod Thisted FC, der fløjtes i gang søndag den 15. april klokken 13.45 på Blue Water Arena.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 22. februar - kl. 13.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo