U17-holdet vandt 5-2 over Vejle
Esbjerg fB’s U17-hold sluttede år 2020 godt af, idet Vejle blev sendt retur til Østkysten med et nederlag. EfB vandt 5-2 på mål af Oscar Obel-Hall gange to, Oliver Svendsen, Nikolaj Lund og Marcus Blicher.
U17-holdet fra EfB Akademi tog lørdag eftermiddag imod Vejle på Esbjerg Kunstgræsbane i årets sidste turneringskamp, og det endte ud i en velfortjent og sikker sejr på 5-2. Oscar Obel-Hall scorede to gange, men også Oliver Svendsen, Nikolaj Lund og Marcus Blicher kom på måltavlen.
Kampen startede ud i et højt tempo, hvor spillet bølgede frem og tilbage den første halve time. Det gav chancer i begge ender, men hverken EfB eller Vejle viste skarpheden for at fremtvinge det første mål.
Efter en halv times spil faldt første scoring så, da et gennemspillet angreb startende fra bagkæden endte ud i, at angriber Oscar Obel-Hall til sidst kunne heade bolden i nettet til 1-0.
Efter scoringen tog EfB over, og der skulle ikke gå mere end fem minutter før holdet forøgede til 2-0 på endnu et flot angreb.
Arkitekterne bag var midtbanefolkene, Nikolai Hillerup og Nikolaj Lund, der efter et par gode kombinationer fandt Oliver Svendsen, som var med fremme fra højre backen, og han sparkede bolden flot i det lange hjørne.
Trænerteamet justerede lidt på defensiven og presspillet i pausen.
Dermed sad EfB bedre på opgøret i anden halvleg, og i det 49. minut blev det også fortjent 3-0, da Nikolaj Lund scorede efter et flot opspil.
Herefter havde EfB godt styr på kampen, og med et kvarters tid igen blev det både 4-0 og 5-0.
Marcus Blicher var først over en retur efter et hjørnespark, mens det femte mål faldt da EfB blev tilkendt et straffespark, som Obel-Hall sikkert omsatte.
Foran 5-0 var kampen ikke overraskende afgjort, men mod slut reducerede udeholdet fra Vejle to gange, idet EfB slækkede lidt på de defensive pligter.
Kampen endte 5-2, og EfB kan efter en uges tid mere på træningsbanen gå på juleferie.
– Det er selvfølgeligt altid dejligt at slutte året af med en sejr. og vi synes generelt, at vi har haft et efterår, hvor vi har præsteret højt trods et par udsving på resultatsiden. I næste uge går vi og spillerne på juleferie, hvor det bliver godt af få koblet lidt af, og så ser vi frem til et spændende forår, hvor vi skal videreudvikle holdet, fortæller U17-cheftræner Jerry Lucena.
Resultat:
Esbjerg fB – Vejle B 5-2 (2-0)
Målscorere:
30′ 1-0 Oscar Obel-Hall
35′ 2-0 Oliver Svendsen
49′ 3-0 Nikolaj Lund
78′ 4-0 Marcus Blicher
78′ 5-0 Oscar Obel-Hall (straffespark)
81′ 5-1 Sidney Osei
90′ 5-2 Jashar Beluli
Startopstilling:
1 Emil Jørgensen
2 Oliver Svendsen
5 Malthe Kristensen
4 Mathias Lønne
13 Oliver Gadgaard
8 Bendix Bennetzen
15 Nikolaj Lund
20 Marcus Blicher
10 Nikolai Hillerup
11 Phun Mang
18 Oscar Hall
Indskiftninger:
72′ Nicolas Zøhner (Marcus Blicher)
84′ Christopher Munk (Nikolai Hillerup)
84′ Lasse Lauridsen (Oscar Obel-Hall)
90′ Joakim Brandgaard (Phun Mang)
90′ Vinh Van (Nikolaj Lund)