Førstehold

EfB henter Kjartan Finnbogason

Kjartan Finnbogason er ny mand i Esbjerg fB, idet den islandske angriber har underskrevet en aftale for resten af sæsonen. Han kommer til EfB efter senest at have spillet i 3F Superligaen for AC Horsens.

Esbjerg fB styrker offensiven, og tilføjer med øjeblikkelig virkning angriberen Kjartan Finnbogason på en aftale gældende for resten af sæsonen.

34-årige Kjartan Finnbogason kommer til EfB på en fri transfer efter senest at have spillet for 3F Superliga-klubben AC Horsens.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen fortæller om tilgangen:

– Kjartan Finnbogason er en rigtig dygtig og målfarlig angriber, som har vist, at han kan gøre en positiv forskel på højeste niveau. Der venter os et meget vigtigt forår, hvor vi i EfB jagter en oprykning til Superligaen, og vi er sikre på, at Kjartans kvaliteter bliver os en stor hjælp, når vi skal kæmpe for at indfri vores målsætninger.

Islændingen ser frem til at trække den blå-hvide trøje over hovedet, og er helt bevidst om sin rolle.

– EfB er en stor klub, som hører til i Superligaen, så da muligheden opstod for, at jeg kan spille her, kunne jeg ikke sige nej. Jeg har prøvet at rykke op flere gange tidligere i min karriere, og jeg har et mål om, at jeg sammen med mine nye holdkammerater kan opleve det igen. Det vil jeg arbejde stenhårdt for, siger Kjartan Finnbogason.

Han får nummer 22.

Fakta:
Navn: Kjartan Finnbogason
Født: D. 9. juli 1986
Tidligere klubber: KR Reykjavik, Celtic FC, Queen’s Park FC, Åtvidabergs FF, Sandfjord F, Falkirk FC, AC Horsens, Ferencvaros TC, Vejle BK

Næste Hjemmekamp
fredag d. 31. maj - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo