Førstehold

Nat og dag mod Aarhus Fremad

Esbjerg fB tog lørdag eftermiddag imod Aarhus Fremad i en kamp, hvor der var stor forskel på præstationerne før og efter pausen. Gæsterne vandt med 2-1.

Lørdag eftermiddag spillede Esbjerg fB opstartsperiodens sidste testkamp, da Aarhus Fremad var på besøg. Gæsterne vandt med 2-1, og scorede begge mål før pausen, hvor EfB ikke fik spillet til at køre kontinuerligt. Anden halvleg var markant bedre, hvor overliggeren og godt målmandsspil stod i vejen for flere blå-hvide scoringer end den ene Kasper Pedersen noterede sig for.

Kampen var blot et par minutter gammel, da første store mulighed opstod.

Det var gæsterne fra Aarhus, der tilspillede sig en god chance, da der fra EfB’s venstre-side blev tilladt tid og plads til at slå et indlæg ind i feltet.

Bolden kom en modstander højest på og med et velkvalificeret hovedstød blev Mads Kikkenborg i målet derfor tvunget ud i en flot redning.

EfB satte sig herefter langsomt på begivenhederne for en stund, og særligt de offensive spillere fik testet Aarhus Fremad-bagkæden i flere situationer.

Med et aggressivt presspil og en hidsighed i duellerne lykkedes det at stresse gæsterne, så tiden på bolden blev minimal.

Trods de fine spillemæssige momenter var det Aarhus Fremad, der scorede kampens første mål.

Det blev nemlig 1-0 til østjyderne efter en lille halv times spil, da en fejl i EfB-bagkæden gav en friløber til en modstander.

Kikkenborg i målet var hurtigt ude for at forsøge at redde, men bolden blev alligevel køligt lagt forbi ham.

Scoringen gav Aarhus Fremad selvtillid og i den efterfølgende periode frem mod pausen, blev EfB flere gange sat under et pres, når holdet begik uprovokerede fejl.

På den baggrund lå det også i kortene, at det skulle blive 2-0, hvilket det gjorde i det 44. minut.

EfB fik ikke clearet en bold tilpas langt væk i en duel på feltkanten, hvilket en Aarhus Fremad-angriber hurtigt udnyttede til at sparke bolden i kassen bag chanceløse Kikkenborg.

EfB svarede hurtigt igen sekunder efter, hvor Patrick Schmidt var tæt på at afslutte et flot angreb som målscorer.

Mads Larsen modtog bolden på kanten af feltet, hvor han gik forbi sin direkte modstander, og fik sendt et godt indlæg ind i boksen.

Her dukkede Schmidt op, og med et godt hovedstød fik han headet, men desværre strøg bolden lige akkurat over overliggeren.

Cheftræner Peter Hyballa benyttede pausen på at ændre fire gange, og det gav spilletid til blandt andre Patrick Egelund fra anden halvlegs start.

Det var dog holdkammerat Larsen, der først markerede sig for EfB.

Således kom midtbanespilleren igennem feltet til afslutning efter fint småspil, og han fik afsluttet kompetent fra sin position tæt under mål, men en god redning af Aarhus Fremad-målmanden forhindrede reducering.

I det hele taget foregik hovedparten af spillet nu på Aarhus Fremad-banehalvdelen, hvilket gav den naturlige konsekvens, at EfB efter 59 minutter fik reduceret til 1-2 efter et hjørnespark.

Nicklas Strunck sendte bolden ind i feltet, hvor der opstod klumpspil. Mellem venner og fjender dukkede indskiftede Kasper Pedersen op, og med en sikker inderside bragte han sig på scoringstavlen.

To minutter senere var det centimeter fra at blive 2-2 ved Egelund.

EfB erobrerede fra Aarhus Fremad, der var på vej frem ad banen. Straks valgte Denis Catovic, der var gået med frem fra sin back-position, at sende et godt indlæg ind i feltet, som Egelund flot satte hovedet på.

Desværre for EfB’erne kom overliggeren dog i vejen for det yderst glimrende angreb.

De power play-lignende tilstande fortsatte, og presset på gæsterne blev øget mere og mere, som minutterne gik.

Hurtige pasninger og kombinationer fra EfB gjorde således livet svært for Aarhus-klubben flere gange, men med heroisk fight lykkedes det at afværge.

I slutminutterne var Schmidt tæt på at udligne til 2-2, men offensivspillerens inderside-afslutning tæt under mål endte lige i handskerne på målmanden.

Der blev ikke scoret yderligere, og EfB måtte derfor gå fra banen med et nederlag på 1-2 i generalprøven, inden der står point på spil næste weekend.

EfB åbner sæsonen i NordicBet Ligaen mod Vendsyssel FF søndag d. 25. juli kl. 14.00 hjemme på Blue Water Arena.

>> Køb billet til sæsonpremieren


Resultat:
Esbjerg fB – Aarhus Fremad 1-2 (0-2)

Målscorere:
28′ 0-1 Søren Andreasen
44′ 0-2 Søren Andreasen
59′ 1-2 Kasper Pedersen

Startopstilling:
1 Mads Kikkenborg
15 Marcus Gudmann
4 Viktor Tranberg
22 Isak Olafsson
60 Denis Catovic
19 Nicklas Strunck
8 Mads Larsen
56 Marcus Kristensen
29 Mads Borchers
14 Patrick Schmidt
24 Emil Holten

Indskiftninger:
19′ Andri Bjarnason (Emil Holten)
46′ Con Ouzounidis (Viktor Tranberg)
46′ Kasper Pedersen (Isak Olafsson)
46′ Patrick Egelund (Mads Borchers)
46′ Jonas Mortensen (Marcus Gudmann)
69′ Bendix Bennetzen (Marcus Kristensen) 

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 22. februar - kl. 13.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo