Før Hobro: Skal ud og tro på det
Fredag aften spiller Esbjerg fB på udebane mod Hobro IK, og Viktor Tranberg, Jonas Mortensen og Charlie Winfield kigger frem mod opgøret, og fokuserer på muligheden for at revanchere de seneste skuffelser.
Kl. 19.00 fløjtes Esbjerg fB’s kamp i gang på udebane mod Hobro IK i NordicBet Ligaen. Blot tre point skiller de to hold ad i tabellen, og udsigten til at øge afstanden er guleroden for EfB, fortæller Viktor Tranberg, Jonas Mortensen og Charlie Winfield.
Viktor Tranberg:
– Det er selvsagt en utrolig vigtig kamp, hvor man bare kan kigge på tabellen, skulle man være i tvivl. For os kommer det til at handle om at rejse os efter to nederlag i træk. Ingen er tilfredse med situationen, og vi er som trup dem, der er allermest ærgerlige over den, men det er sådan det er, og så arbejder vi ud fra det.
– Fredag skal vi bygge videre på de gode tendenser fra første halvleg mod Fredericia, og så skal vi fastholde en god periode over længere tid. Vi tager til Hobro med fokus på os selv, og vi tror på, vi kan tage en sejr, selvom det bliver en sindssyg hård kamp.
Jonas Mortensen:
– Selvom det måske lige nu og her kan se dystert ud, så kan vi stadig slutte i top seks. Det vil kræve en sejr på fredag mod Hobro, og det er utvivlsomt det, vi kører derop for at få. Når det så er sagt, så ved vi godt, at det bliver pivhamrende svært, for vi møder et hold, der også vil gøre alt for at vinde.
– Personligt glædede jeg mig over at være tilbage i lørdags efter en skadesperiode, men det tog dog meget af glæden, at vi ikke vandt. Nu kigger jeg frem mod fredag, hvor vi forhåbentligt kan vinde, og jeg vil bidrage med de ting, jeg kan for, at vi giver de medrejsende fans en god oplevelse.
Charlie Winfield:
– Jeg ser frem til kampen fredag. Det bliver en god måde for os som til at revanchere de seneste kampe, hvor vi ikke har leveret godt nok. Forhåbentligt kan vi også nu få stoppet vores negative stime på udebane.
– Vi har lige haft en god træning, og selvom det er en kort uge inden kampen fredag aften, så er det nok tid for os til at blive klar. Jeg føler, motivationen er god, og det skal vi ud og vise på en svær udebane.