Kontrakt til talentfuld U17-midtbanespiller
Esbjerg fB har skrevet kontrakt med den centrale U17-midtbanespiller Andreas Kristiansen, så parterne har papir på hinanden frem til sommeren 2026.
15-årige Andreas Kristiansen har underskrevet sin første kontrakt med Esbjerg fB, og den centrale midtbanespiller, der til dagligt gør sig som U17-spiller, har nu papir på en aftale to år frem til 2026.
Kristiansen har spillet hele sit liv som fodboldspiller i EfB.
Talentchef Anders Brynaa fortæller:
– Andreas Kristiansen er en dygtig midtbanespiller, som det har været vigtigt for os at fastholde. Fra sin position på midtbanen er Andreas et vigtigt omdrejningspunkt på vores U17-hold, hvor han med sin kloge fodboldhjerne og fantastiske boldbehandling er med til at skabe dynamik og balance og iscenesætte holdkammeraterne. Vi har en klar udviklingsplan for Andreas, som vi glæder os til at arbejde videre med i dagligdagen gennem de næste sæsoner, og vi forventer os meget af samarbejdet.
Andreas Kristiansen er glad for at have sat sin signatur på karrierens første kontrakt, og drømmer blandt andet om at repræsentere EfB på Blue Water Arena.
– Jeg er selvfølgelig glad for at have underskrevet en kontrakt med EfB, hvor jeg altid har spillet. Jeg trives i miljøet og klubben blandt gode trænere og holdkammerater, og ser det som et perfekt sted at udvikle mig til at blive endnu bedre. Jeg kender mine styrker og svagheder, så det er bare dejligt nu at have ro og fokus til at fortsætte med at arbejde hårdt hver dag, så jeg forhåbentligt en dag kan indfri mit mål om at spille på førsteholdet, siger Kristiansen, der har FC Barcelona som sin drømmedestination.
Ved siden af fodbolden går Andreas Kristiansen i 9. klasse på Vitaskolen Bohr i Esbjerg.