U15-kantspiller skriver kontrakt med EfB
Esbjerg fB har skrevet kontrakt med U15-kantspiller Markus Hegner, og parterne har nu papir på hinanden frem til udgangen af 2026.
15-årige Markus Hegner har underskrevet sin første kontrakt med Esbjerg fB, og kantspilleren, der til dagligt gør sig på U15-holdet, har dermed fodboldfremtiden til udgangen af 2026 på plads.
Hegner startede med at spille fodbold i samarbejdsklubberne Boldklubben Vestkysten og Varde IF, inden den blå-hvide EfB-trøje blev trukket over hovedet, da han blev U13-spiller.
Talentchef Anders Brynaa fortæller:
– Markus Hegner passer godt til EfB på mange områder, og det er derfor, vi har valgt at skrive kontrakt med ham. Som fodboldspiller er Markus aggressiv og besidder en enorm fart, der passer godt til vores spillestil med tempo og fremadrettet fodbold. Derudover har han en god træningsmentalitet, der smitter positivt af på holdkammeraterne og vores fodboldmiljø, så vi glæder os til det fortsatte samarbejde, som vi forventer os meget af.
For Markus Hegner er det en stor drøm, der går i opfyldelse.
– Det har altid været en drøm for mig at skrive kontrakt med EfB. Jeg er utrolig glad og stolt over den her aftale, og det er fedt, at alt det hårde arbejde, jeg har ligget i det, giver pote. Nu handler det for mig om at give den endnu mere gas, og jeg har alle muligheder for at udvikle mig yderligere her i Esbjerg i et fantastisk miljø med gode holdkammerater og trænere. Og så drømmer jeg da selvfølgelig om at komme ind på Blue Water Arena at spille en dag, fortæller han.
Ved siden af fodbolden går Markus Hegner i 8. klasse på Vitaskolen Bohr i Esbjerg.