Førstehold

Esbjerg fB tilføjer erfaring: Lasse Vigen ny mand på holdet

Lasse Vigen er ny mand i Esbjerg fB, idet den 30-årige midtbanespiller har sat sin signatur på en aftale, der løber til og med 2027. Vigen returnerer dermed til Gl. Vardevej efter at have samlet erfaringer på højeste niveau i både ind- og udland.

Esbjerg fB styrker sig yderligere på den centrale del af midtbanen, idet erfarne Lasse Vigen netop har underskrevet en kontrakt, der løber frem til d. 31. december 2027. Vigen har senest været på kontrakt i hollandske ADO Den Haag.

Lasse Vigen har en fortid på EfB’s akademi, hvortil han kom fra samarbejdsklubben Tjæreborg IF som U11-spiller.

For cheftræner Lars ”Lungi” Sørensen er det i 30-årige Lasse Vigen en vigtig brik, der bliver tilføjet til holdet med et længerevarende perspektiv.

– Først og fremmest får vi med tilgangen af Lasse Vigen en rigtig dygtig og erfaren spiller til EfB, der er meget motiveret for at komme tilbage og gøre en forskel for os i dagligdagen og kamp. Vi kender Lasse særdeles godt og omvendt, og har blandt andet oplevet ham i vores miljø tidligere, hvor han trænede med, og leverede et meget, meget stærkt indtryk både på og uden for banen.

– Vi har et ungt og talentfuldt mandskab, der er på vej frem og allerede har leveret flotte resultater, men vi har store ambitioner og for at indfri dem, er det også nødvendigt med rutine, og det får vi i Lasse, der i en tidlig alder leverede på et højt niveau i Fulham FC og senere blandt andet spillede en vigtig rolle for Brøndby IF, der i 2021 sikrede sig det danske mesterskab.

– Lasse Vigen kommer ind for at tage konkurrencen op på vores centrale del af midtbanen, hvor vi i slutningen af transfervinduet i Nicklas Strunck mistede knap 150 førsteholdskampe, og i det lys er han en vigtig tilføjelse. Vi forventer os meget af samarbejdet, og tror på, Lasse bliver et omdrejningspunkt for os i de kommende sæsoner, siger han.

Lasse Vigen ser med glæde frem til igen at trække den blå-hvide trøje over hovedet og til at spille på Blue Water Arena.

– Jeg er rigtig glad for at skrive under på en aftale med EfB. Min drengedrøm var at spille på førsteholdet, og selvom det har været en længere rejse at nå hertil, så ser jeg meget frem til at repræsentere klubben. Det vil betyde meget for mig at hjælpe EfB, for jeg er meget ambitiøs omkring vores fælles projekt, og jeg vil virkelig arbejde hårdt for, at vi i fællesskab opnår vores mål over de kommende år. Jeg ser frem til at spille på stadion og forhåbentlig skabe en masse gode oplevelser sammen med mine holdkammerater og fansene, fortæller han.

Lasse Vigen skal fremover bære trøje nummer seks.

Fakta:
Navn: Lasse Vigen Christensen
Født: D. 15. august 1994
Tidligere klubber: Tjæreborg IF, Esbjerg fB, FC Midtjylland, Fulham FC, Burton Albion FC, Brøndby IF, SV Zulte Waregem, Silkeborg IF, ADO Den Haag

Næste Hjemmekamp
søndag d. 9. marts - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo