
EfB taber med to i Odense
Esbjerg fB havde mulighederne for at skabe et godt resultat i Odense mod OB, men måtte alligevel forlade banen med et 2-4-nederlag. Lucas From og Tim Freriks scorede for EfB.
Sæsonen blev fredag aften lukket ned for Esbjerg fB, og holdet fik ikke det ønskede resultat, idet det blev til et nederlag på 2-4 på udebane mod OB. EfB havde mulighederne for point, men skarpheden svigtede for ofte i et opgør, hvor Lucas From og Tim Freriks scorede.
Kampen begyndte med fint EfB-spil, og efter blot to minutter var Lucas From tæt på at score til 1-0.
Offensivspilleren blev spillet flot fri i feltet af Tim Freriks, der gik forbi sin direkte modstander, og serverede bolden ind i fødderne på From.
Han var således helt fri i feltet, og forsøgte at sparke bolden ind i modsatte side, men en god redning fra OB-målmanden kom i vejen.
Fynboerne fik stille og roligt en overvægt i boldbesiddelsen, hvilket betød, at EfB til tider i kampens indledning kom tilbage i eget felt at stå.
Her stod holdet til gengæld solidt, og gav ikke noget væk i nærkampene.
Når muligheden for en omstilling så opstod var EfB’erne hurtige til at angribe over begge kanter, hvilket også kastede en afslutning af til sig til From fra 20 meters penge.
Forsøget manglede dog saft og kraft, og gik lige i handskerne på hjemmeholdets målmand.
Anderledes skarpe var OB efter 18 minutters spil, da en omstilling ramte EfB’s højre side.
En modstander blev sendt kurs mod baglinjen, hvor en indlægsbold ramte mellem venner og fjender i feltet.
Kasper Kristensen i EfB-målet reddede flot i første omgang, men kunne ikke fastholde bolden, hvorefter den noget uheldigt røg lige ud i støvlerne på en OB-spiller, der let scorede.
Blot tre minutter senere scorede værterne igen, da et indlæg ramte EfB-feltet, og en modstander kunne stige til vejrs og heade ind til 2-0.
EfB kæmpede trods modgangen videre, og det var centimeter fra at blive til en 1-2-reducering efter en lille halv times spil.
From satte et angreb op til Patrick Tjørnelund, der med et godt dybdeløb fandt Freriks tæt under mål.
Hollænderen sparkede til bolden første gang, men holdkammerat Julius Lucena kom uheldigvis i vejen, og fik blokeret afslutningen fra at gå i mål.
I det 29. spilleminut scorede OB igen.
En bold i feltet blev sendt skarpt tilbage i banen, hvor en modstander løb lige ind i den og med et fladt aftræk scorede i det lange hjørne til 3-0.
Nede med tre handlede det for EfB om at komme til pause uden yderligere skade, hvilket lykkedes.
Holdet kom fint ud til sæsonens sidste 45 minutter, og kort tid inde i anden halvleg lykkedes det at reducere til 1-3.
Freriks tog et løb afsted i dybden, og han gik forbi både sin direkte modstander og OB-målmanden, inden bolden blev sendt fladt ind foran mål.
Her havde From taget et godt løb ind i feltet, og fra kort afstand kunne han score i tomt mål.
Kampen ramte herefter en død periode, hvor det virkede som om, at begge hold for en stund stillede sig tilfredse.
Da stadionuret rundede godt 65 minutters spil begyndte OB dog igen at komme til større muligheder.
Freriks skulle også få en chance, da han fra distancen trykkede af med sit venstreben, men det fine forsøg gik forbi.
Cheftræner Lars “Lungi” Sørensen foretog derefter en trippeindskiftning for at bringe fornyet energi ind på primært den offensive del af banen.
Jakob Ankersen, Leonel Montano og Noah Strandby kom nemlig ind, og skulle være med til at forsøge at jagte et svært, pointgivende comeback.
I stedet for yderligere en reducering lukkede og slukkede OB alle drømme om et godt resultat for EfB efter 79 minutter.
En OB’er fik nemlig alt for meget tid og plads til at drible op gennem midten af banen og fra halvbuen score til 4-1 ved at sende bolden uden om Kristensen i målet.
Fem minutter før tid fik EfB atter reduceret, da Freriks flot scorede fra sin position i feltet efter et godt oplæg af Montano.
Mere skete der ikke i Odense, og EfB måtte gå fra banen med et nederlag på 2-4 i den sidste kamp i sæsonen.