Klub

EfB inviterer og hylder veteraner til fodbold på Blue Water Arena

Esbjerg fB deltager atter i Veteran Match, og i forbindelse med næste hjemmekamp mod Aarhus Fremad, hylder vi soldaterveteraner på Blue Water Arena.

Når Esbjerg fB spiller næste hjemmekamp, søndag d. 28. september kl. 15.00 mod Aarhus Fremad, står der mere end tre point på spil, idet opgøret samtidig er sæsonens Veteran Match, hvor vi sammen med Danmarks Idrætsforbund sætter fokus på tidligere udsendte soldater og deres pårørende.

Således er vi igen i år aktive deltagere i den landsdækkende kampagne, der via 3F Superliga, Betinia Ligaen, Metal Ligaen og Bambuni Herreligaen hylder de mænd og kvinder, der har båret Dannebrog uden for landets grænser – og betalt en høj pris, da de kom hjem.

Adm. direktør Allan L. Agerholm fortæller:

– Hos EfB står vi skulder ved skulder med dem, der har kæmpet for Danmark. Fodbold og sport i al almindelighed kan noget særligt, når det handler om fællesskab og anerkendelse, og på Blue Water Arena hylder vi ikke bare spillet, men også de liv, der har båret det danske flag i verdens brændpunkter. Vi står sammen i medvind og modvind både på og uden for banen, og glæder os til at byde en masse soldaterveteraner og deres pårørende velkommen til næste hjemmekamp, hvor vi vil sørge for en god oplevelse.

Unikke trøjer på auktion

Som i de foregående år vil vi spille med et Veteran Match-logo på EfB-trøjen, og efter kampen vil trøjerne båret af Jacob Buus og Andreas Lausen komme på auktion hos odendo.dk.

Overskuddet fra auktionerne går ubeskåret til DIF Soldaterprojekts trygge idrætsfællesskaber, såkaldte Family Zones, hvor veteraner og deres pårørende dyrker idræt med ligesindede, og har et trygt rum til at tale om ting, der følger med en udsendelse.

Veteran Match arrangeres af Danmarks Idrætsforbund i samarbejde med divisionsforeninger, klubber, kommuner, lokale veteranaktører og med støtte fra Grundfos Fonden (Poul Due Jensens Fond) samt midler fra Forsvarsforliget.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 28. september - kl. 15.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo