Akademi

Kontrakt i fødselsdagsgave: August Termansen binder sig til EfB

På sin 15-års fødselsdag har talentfulde August Termansen underskrevet karrierens første aftale, og offensivspilleren kan også de kommende tre år kalde sig Esbjerg fB-spiller.

Frem til foreløbigt udgangen af 2028 kan August Termansen trække Esbjerg fB-trøjen over hovedet, idet han på sin 15-års fødselsdag har sat en underskrift på en længerevarende fodboldkontrakt, der løber de næste tre år.

Termansen, der primært gør sig på kanten, har en fortid i samarbejdsklubben Sønderris SK, hvorfra han skiftede til EfB som U13-spiller.

Talentchef Anders Brynaa er begejstret over, offensivspilleren også fremover skal tørne ud i blåt og hvidt:

– Vi er meget glade for og tilfredse med at have skrevet en længerevarende kontrakt med August Termansen. August er et meget stort talent med et stort potentiale, så aftalen skal også ses som et klart tegn på den tillid, EfB har til hans potentiale. Det har været en fornøjelse at følge August’s udvikling i akademiet de seneste år, idet han dag for dag bygger på via hårdt arbejde og gode indsatser på træningsbanen. Det har også udmøntet i kampene, hvor han virkelig tager skridt og konstant bliver mere og mere afgørende med scoringer i både U15 og U17 Ligaen.

For August Termansen, der på banen særligt gør sig bemærket med god fart, fysik og afslutningskompetencer, er kontraktunderskrivelsen den første drøm, der er gået i opfyldelse, fortæller han:

– Jeg er meget stolt over at have skrevet under på min første kontrakt. Det har været en stor drøm for mig, at kunne nå dertil. Det betyder rigtig meget for mig, at EfB tror på mig og jeg trives i klubben blandt gode holdkammerater og trænere. Jeg glæder mig nu til at komme i gang igen efter en lang juleferie, så jeg kan fortsætte min udvikling og nå min drøm om at spille på Blue Water Arena som en fast del af førsteholdet.

Ved siden af fodbolden i EfB går August Termansen i 8. klasse på VITAskolen Bohr sammen med flere af sine holdkammerater.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 28. februar - kl. 13.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo