Kampreferat

Kolawole stråler i flot sejr: EfB går på ferie med 2-1

Esbjerg fB sluttede sæsonen stærkt af med en 2-1-sejr over Lyngby BK søndag eftermiddag på Blue Water Arena. John Kolawole scorede begge EfB’s mål efter pausen, men sejren rakte akkurat ikke til oprykning, da AC Horsens samtidig vandt over Kolding IF.

Der var både spænding, håb og en god portion nerver i luften, da Esbjerg fB gik ind til sæsonens sidste kamp.

Forudsætningen var klar: EfB skulle selv besejre allerede oprykningsklare Lyngby, og samtidig skulle Kolding IF vinde mod AC Horsens, hvis drømmen om Superligaen efter sommerferien skulle blive til virkelighed.

EfB begyndte kampen med Robby McCrorie i målet, mens Patrick Tjørnelund, Anders Sønderskov, Jonathan Foss og Sander Strand udgjorde bagkæden.

På midtbanen startede Mikail Maden, Andreas Lausen, Benjamin Hvidt og John Kolawole, og helt fremme lå Lucas From og Muamer Brajanac.

Sidstnævnte blev inden kampstart hyldet af publikum som Sæsonens Spiller 2025/2026 efter en flot og markant sæson i den blå-hvide trøje.

Fra første fløjt var det tydeligt, at begge hold havde tænkt sig at spille fremad.

Lyngby kom med frihed i spillet efter allerede at have sikret oprykningen, mens EfB jagtede det resultat, der kunne holde håbet i live.

Det gav en åben og underholdende begyndelse, hvor gæsterne fik de første store muligheder.

Et par gange i kampens indledning måtte McCrorie vise sin klasse med stærke redninger, når Lyngby fik spillet sig frem til afslutninger.

EfB arbejdede sig dog gradvist bedre ind i opgøret, og midtvejs i første halvleg forsøgte Kolawole sig fra distancen.

Den formstærke offensivspiller, der var gået ind til kampen med fire scoringer i de seneste tre opgør, trykkede fladt af, men Lyngby-målmanden kom godt ned og fik reddet.

Tættere på var gæsterne små ti minutter før pausen efter et hjørnespark.

EfB fik ikke clearet bolden væk, og en modstander steg til vejrs i feltet, men hovedstødsforsøget ramte overliggeren og sprang tilbage i spil.

Mod slutningen af halvlegen fik EfB lagt et solidt pres på Lyngby-feltet.

Der kom mere tempo i boldomgangen, flere indlæg og et par fornuftige muligheder, som gav både hold og tilskuere tro på tingene.

Derfor gjorde det ekstra ondt, da Lyngby i tillægstiden alligevel bragte sig foran med 1-0.

I pausen foretog trænerteamet en enkelt ændring, da Marcus Hansen kom ind i stedet for Maden.

EfB kom fint ud til anden halvleg, og der var kun spillet en god håndfuld minutter, før udligningen faldt.

Kolawole afsluttede fra feltkanten, og via en Lyngby-spiller blev bolden rettet af og dirigeret i nettet til 1-1.

Det udløste stor jubel hos hovedparten af de 7.502 tilskuere.

Efter 70 minutter fulgte en trippelindskiftning, hvor Anton Skipper, Julius Lucena og Emil Larsen kom på banen med friske ben og fornyet energi i jagten på alle tre point.

Kort efter kunne de sammen med resten af holdet juble.

Endnu en gang var Kolawole på pletten.

EfB satte et flot angreb sammen, og den brandvarme offensivspiller afsluttede det med et fladt skud, der udplacerede målmanden og strøg i nettet til 2-1.

En scoring med både kvalitet og timing – og et øjeblik, der sendte håbet rundt på tribunerne én gang til.

Målet tvang Lyngby længere frem på banen, men EfB-defensiven stod imod.

Der blev tacklet, blokeret og kæmpet bravt hele vejen ind i de sidste minutter, hvor Blue Water Arena holdt vejret og håbede på den helt store afslutning.

Da dommeren fløjtede af efter 90 minutter plus det løse, kunne EfB glæde sig over endnu en stærk sejr.

Den rakte dog desværre ikke hele vejen til Superligaen, da Horsens samtidig vandt 1-0 over Kolding, men holdet sluttede sæsonen med rank ryg, stor vilje og en præstation, der blev værdigt kvitteret for af de blå-hvide tilskuere.