
EfB henter målmandstalent: William Lykke lejes i FCN
Esbjerg fB styrker målmandsteamet med tilgangen af 21-årige William Lykke, der lejes i FC Nordsjælland for hele 2026/2027-sæsonen. Den talentfulde målmand kommer til Gl. Vardevej med erfaring fra Superligaen, den bedste svenske række og Betinia Ligaen, ligesom han har repræsenteret Danmark på U18-, U19- og U21-landsholdet.
21-årige William Lykke er ny på holdet i Esbjerg fB, da der netop er indgået en lejeaftale med FC Nordsjælland om målmanden gældende for hele 2026/2027-sæsonen.
Lykke kommer til EfB med værdifuld erfaring trods sin unge alder.
I 2025 fik Lykke debut i Superligaen for FC Nordsjælland, hvor han siden har optrådt flere gange på øverste niveau i dansk fodbold.
William Lykke har været udlejet til svenske Halmstads BK i Allsvenskan i forårssæsonen, og tidligere i karrieren har han også været på lejeophold i Hillerød Fodbold i Betinia Ligaen, hvor det blev til stærke præstationer mellem stængerne.
Derudover har William Lykke repræsenteret Danmark på både U18-, U19- og U21-landsholdet.
Sportschef Sebastian Brydegaard glæder sig over, at det er lykkedes at hente William Lykke til EfB:
– William er en høj fyr, der på trods af sin størrelse både er hurtig og atletisk. Han er dygtig med fødderne og er bredt anerkendt som et af de største målmandstalenter i Danmark, og vi er overbevist om, at han kan udvikle sig yderligere i vores miljø.
– På trods af sin unge alder har William erfaring fra både Superligaen, Betinia Ligaen og svensk fodbold, og har samtidig været en fast bestanddel af de danske ungdomslandshold. Det vidner om en målmand med kvalitet og potentiale, men opgaven for William og os er nu, at han skal tage næste skridt fra at være et stort talent til at være en rigtig dygtig målmand. Lykkes William med det, så er der ingen tvivl om, at potentialet rækker langt ud over Superligaen, men i første omgang er det indsatsen i hverdagen, som er afgørende.
– I forbindelse med lejeaftalen har vi sikret en aftale, som afspejler den investering, vi kommer til at lægge i Williams udvikling gennem både træning og spilletid. Dette har været et vigtigt element for os, da vi ønsker, at klubbens indsats og ressourcer også afspejles i den samlede aftale. Vi tror på, at vi kan hjælpe William med at tage det næste skridt i sin udvikling, og derfor ser vi aftalen som en spændende mulighed, som både kan styrke os sportsligt i den kommende sæson og samtidig udvikle sig til en interessant økonomisk case for EfB.
William Lykke ser frem til at trække EfB-trøjen over hovedet og blive en del af hverdagen på Gl. Vardevej.
– Jeg glæder mig rigtig meget over at komme til EfB. Det er en stor klub med en stærk historie og en god fanskare, som jeg ser meget frem til at spille foran.
– Jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben og det projekt, der er i gang. Det er en ung og ambitiøs trup, og jeg glæder mig til at blive en del af holdet, arbejde hårdt hver dag og bidrage til, at vi når vores mål.
William Lykke har første træning med holdet onsdag.
Fakta:
Navn: William Lykke
Født: D. 28. september 2004
Tidligere klubber: FC Nordsjælland, Hillerød Fodbold, Halmstads BK
- 


