
EfB og Team Esbjerg skal hjælpe unge voksne videre i livet
Esbjerg fB, Team Esbjerg, Sport & Event Park Esbjerg og Esbjerg Kommune bliver en del af Startblokken – et initiativ under Danmarks Idrætsforbund, der skal hjælpe unge voksne langt fra job og uddannelse godt videre i livet.
En større gruppe af unge voksne står uden for fællesskabet på arbejdsmarkedet.
Det gælder også i Esbjerg, hvor Esbjerg fB, Team Esbjerg, Sport & Event Park Esbjerg og Esbjerg Kommune nu bliver en del af det nationale initiativ Startblokken.
Startblokken bruger idrættens fællesskaber til at hjælpe unge på vej.
Modellen bygger på, at kommune, idrætsklub og erhvervsliv går sammen lokalt for at gøre en forskel og give unge en anden vej videre mod bedre trivsel og beskæftigelse.
– Det særlige i Esbjerg er, at to store klubber går sammen om den samme opgave. Når både håndbold og fodbold rækker hånden ud til de samme unge, sender det et stærkt signal om, at idrætten tager et fælles ansvar for sin by, siger Frans Hammer, næstformand i Danmarks Idrætsforbund.
Klubberne åbner deres fællesskab
For Team Esbjerg og EfB handler det om at bruge det, klubberne er gode til: Fællesskabet, kulturen og relationerne omkring håndbolden og fodbolden.
Yderligere, har klubberne ansat to brobyggere til at facilitere samarbejdet mellem kommunen, deltagerne og klubberne selv.
– Vi har et stærkt fællesskab i klubben, og vi ved, hvad det kan gøre for mennesker at høre til et sted. Det vil vi gerne stille til rådighed for unge i Esbjerg, der har brug for et tiltrængt afsæt, siger Hans Christian Warrer, direktør i Team Esbjerg.
– Fodbolden samler folk på tværs, og som klub har vi et ansvar for mere end det, der sker på banen. Vi er stolte af at være med til at give unge i Esbjerg en hånd videre, og vi tror på, at et stærkt fællesskab kan være det, der gør forskellen for en ung, der er kørt lidt fast. Startblokken er et fantastisk initiativ, som passer godt ind i vores strategi om at være mere end en fodboldklub for lokalmiljøet, og derfor bakker vi naturligvis op, siger Allan L. Agerholm, adm. direktør i EfB.
Kommunen viser de unge vejen
Det er Esbjerg Kommune, der bringer de unge ind i indsatsen.
Gennem et tæt samarbejde med Uddannelseshuset formidles indsatsen til målgruppen, kobler forløbet til den øvrige beskæftigelses- og ungeindsats og følger den enkelte tæt undervejs.
– De unge, vi møder, har ofte brug for et fællesskab, hvor de kan finde fodfæste og troen på sig selv igen. Det kan Team Esbjerg og EfB tilbyde, og vi ser frem til, at vi nu sammen med stærke lokale partnere kan følge flere på vej mod uddannelse og job, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen.
En indsats, der gavner lokalområdet
Indsatsen er finansieret gennem eksterne midler og tilfører nye ressourcer og kompetencer til lokalområdet.
Startblokken i Esbjerg er primært støttet af midler fra EU og erhvervsfremmemidler, men det samlede initiativ er desuden muliggjort af en række fonde, heriblandt Grundfos Fonden, der sammen med DIF står bag skabelsen af Startblokken.
Fakta:
- Startblokken er et nationalt initiativ under Danmarks Idrætsforbund (DIF)
- Initiativet dækker over flere indsatser. I Esbjerg er partnerskabet indgået omkring Idrætten Skaber Livsbaner
- Startblokken – Idrætten Skaber Livsbaner blev lanceret i februar 2024 og tæller nu 11 klynger af sportsklubber og kommuner landet over
- Indsatsen i Esbjerg er et ligeværdigt samarbejde mellem DIF, Esbjerg Kommune, SEPE, Team Esbjerg og EfB
- Formålet er at hjælpe særligt unge under 30 år uden job eller uddannelse til en hverdag med trivsel, fællesskab og nye muligheder
- Esbjerg Kommune formidler indsatsen til målgruppen, og kobler det til den øvrige beskæftigelses- og ungeindsats
- Også klubber som F.C. København, AGF og Aalborg Håndbold er en del af initiativet på landsplan
- 


