Herrer

Patrick Tjørnelund forlænger igen: Fortsat en del af EfB’s fremtid

Esbjerg fB har forlænget aftalen med Patrick Tjørnelund, så den 24-årige forsvarsspiller nu er på kontrakt i klubben frem til sommeren 2030. Den driftssikre højre back har spillet 59 førsteholdskampe for EfB og er en vigtig del af både holdet og kulturen på Gl. Vardevej.

Patrick Tjørnelund forlængede tilbage i februar sin aftale med Esbjerg fB frem til sommeren 2027, men nu er parterne allerede blevet enige om at lægge yderligere tre år på samarbejdet.

Dermed løber kontrakten med den 24-årige forsvarsspiller frem til sommeren 2030.

Tjørnelund vendte retur til EfB i 2024 efter tidligere at have været en del af klubbens akademi fra U13 til U19, og siden har han med hårdt arbejde, stabilitet og en professionel tilgang bidt sig fast på førsteholdet.

Sportschef Sebastian Brydegaard glæder sig over, at EfB nu har sikret Tjørnelund på en længere aftale.

– Patrick Tjørnelund er en vigtig spiller for EfB, og det har han bevist over en længere periode. Han er driftssikker, stabil og en spiller, vi kan regne med, uanset om det er i træning eller kamp. Den type fodboldspillere har alle hold brug for, og derfor giver det rigtig god mening for os allerede nu at forlænge aftalen yderligere, siger Sebastian Brydegaard.

Brydegaard peger samtidig på forsvarsspillerens betydning i dagligdagen.

– Patrick møder altid ind med en professionel tilgang og yder sit maksimale. Han gør de rigtige ting hver dag, og selvom det måske ikke altid er det mest iøjnefaldende, så er det noget, vi værdsætter meget højt. Han er loyal, hårdtarbejdende og med til at sætte en standard i vores miljø, fortæller han.

Ifølge sportschefen har Tjørnelund samtidig fortsat mulighed for at lægge flere lag på sit spil.

– Man skal huske, at Patrick stadig kun er 24 år, og vi tror på, han fortsat kan udvikle sig i vores omgivelser. ”Tjørne” har allerede vist, at han kan tage ansvar, levere stabilt og være en vigtig del af holdet, og vi ser ham som en spiller, der kan få en stor rolle i de kommende år. Det er også i det lys, at vi har ønsket at forlænge samarbejdet nu, siger Sebastian Brydegaard.

Patrick Tjørnelund er glad for at have fremtiden på plads i EfB.

– Jeg er rigtig glad for at forlænge igen. Som jeg har sagt tidligere, så betyder EfB meget for mig, og det er en klub, jeg virkelig gerne vil være i. Derfor føles det også rigtig godt at få fremtiden på plads og vide, at jeg skal fortsætte her de kommende år, siger Patrick Tjørnelund.

– Jeg tror meget på den retning, vi har sat i EfB. Der er store ambitioner, et stærkt miljø og en klar vej, og det vil jeg rigtig gerne være en del af. Jeg vil fortsætte med at bidrage, udvikle mig og være med til at opnå store ting med klubben, siger han.

For Tjørnelund betyder det samtidig noget særligt at repræsentere EfB.

– Jeg har en stærk tilknytning til klubben, og jeg nyder at spille foran fansene på Blue Water Arena. Jeg ved, hvad EfB betyder for byen og for mange mennesker, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe holdet i den rigtige retning, siger Patrick Tjørnelund.

Det er foreløbigt blevet til 59 førsteholdskampe for Tjørnelund.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 15. august - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo