
Kontraktforlængelse med talentfuld U19-målmand: Bertram Morgenstjærne skal fortsætte udviklingen i EfB
17-årige Bertram Morgenstjærne har forlænget sin aftale i Esbjerg fB, så den nu løber frem til 2029. Målmanden skal i perioden foruden at være en del af U19-holdet træne med EfB’s førstehold.
Esbjerg fB har forlænget kontrakten med U19-holdets talentfulde målmand Bertram Morgenstjærne således, at han også de kommende tre sæsoner og frem til sommeren 2029 er en del af klubben.
Morgenstjærne kom til EfB som U13-spiller efter at have spillet for samarbejdsklubberne Ølgod IF og Varde IF, og har foruden holdtræning med U19-årgangen også flere træninger med førsteholdet.
Talentchef Anders Brynaa sætter ord på, hvorfor det har været en prioritet af forlænge med målmanden:
– Bertram Morgenstjærne er et målmandstalent, som vi er rigtig glade for at have lavet en længerevarende aftale med. Bertram har taget store skridt i sin udvikling det seneste års tid, og er blevet en af landets bedste i sin årgang. Det er opnået via stor træningsflid og en professionel tilgang til sin fodbold, og vi tror på, vi sammen kan tage yderligere skridt fremover. Vi har sammen med Bertram lagt en god plan for de kommende år, der blandt andet indebærer en god transition op mod førsteholdet, hvor han jævnligt træner med.
17-årige Bertram Morgenstjærne ser EfB som et perfekt match, og derfor var det en let beslutning at dedikere fremtiden til klubben.
– Jeg har det godt i EfB, fordi rammerne er gode at udvikle sig i. Vi har dygtige trænere, og der er en god plan for fremtiden, hvor jeg foruden at være en del af et godt U19-hold også bliver udfordret i træningerne med førsteholdet. Min drøm er selvfølgelig at blive en fast del førsteholdet og spille kampe inde på Blue Water Arena, og det vil jeg arbejde hårdt for at opnå, siger han, og afslører samtidig, at FC Barcelona er drømmedestinationen.
Ved siden af fodbolden er Morgenstjærne i gang med sin HHX-uddannelse, hvor han er i gang med sit andet år.
- 


