Kampreferat

Tung eftermiddag på Blue Water Arena: EfB taber 0-2 til Vendsyssel

Der var ingen point til kontoen søndag til Esbjerg fB, idet holdet hjemme på Gl. Vardevej tabte med 0-2 til Vendsyssel FF.

Esbjerg fB tog søndag eftermiddag imod Vendsyssel FF hjemme på Blue Water Arena foran hele 4.032 tilskuere i et opgør, som blev tabt med 0-2, og hvor holdets spil ikke kørte som ønsket.

William Lykke stod på mål, mens Gustav Bjerge, Anders Sønderskov, Jonathan Foss og Sander Strand spillede i bagkæden foran ham.

På midtbanen spillede Mikail Maden, Benjamin Hvidt, Nicklas Strunck, der netop er vendt retur til EfB efter halvandet år i udlandet og Adam Ahmad, der scorede to gange tirsdag i pokalturneringen, mens Julius Lucena og Muamer Brajanac dannede angrebsduo.

De nordjyske gæster fik den bedste start på opgøret, og efter godt syv minutters spil fik Vendsyssel en stor chance, da en angriber kom alene igennem med Lykke, men målmanden viste klassen og kom godt ned og fik afværget en frygtelig start.

Efter 21 minutters spil bragte udeholdet sig foran med 1-0 i en situation, hvor EfB-defensiven så lidt skrøbelig ud og tillod for meget plads i feltet.

Vendsyssel var minutter senere tæt på at øge til 2-0, men heldigvis for EfB endte afslutningen i sidenettet.

I det hele taget var det kendetegnende for en første halvleg, hvor spillet ikke kørte for EfB og i særdeleshed ikke på den sidste tredjedel, hvor tingene skulle afgøres.

Vendsyssel var i virkeligheden tættere på at score igen end EfB på at udligne.

Cheftræner Sancheev Manoharan benyttede pausen til at foretage to ændringer fra anden halvlegs start.

Ind kom debutant Ampofo og Oskar Boesen, der begge skulle være med til at lægge et offensivt tryk på Vendsyssel.

Førstnævnte viste straks prøver på sin fart, da han jagtede enhver bold, som blev sendt frem.

Derfor var det også en kold spand vand i hovedet på EfB, da Vendsyssel bragte sig foran med 2-0 efter knap en times spil.

Udeholdet slog en omstilling efter et EfB-boldtab, og skulle desværre ikke anstrenge sig ret meget i angrebet for at øge føringen.

Endnu en debutant i form af Frode Aronsson og rutinerede Lasse Vigen blev herefter også sendt på banen.

Svenske Aronsson, der lige er kommet til EfB, markerede sig med det samme og var med i flere gode offensive aktioner.

Med et lille kvarter igen var Ampofo få centimeter fra at reducere, da han kom først på et indlæg, men bolden gik lige akkurat over mål fra tæt hold.

Ghaneseren var livlig i feltet, og var nok engang tæt på at score i sin første kamp for EfB små 10 minutter før tid, da han afsluttede fra nært hold efter flot angreb orkestreret af Vigen og Strunck, men symptomatisk for holdet, så gik bolden lige forbi.

Efter 94 minutters spilletid fløjtede kampens dommer af, og EfB måtte igen se sig besejret til stor skuffelse for spillere, trænere og ikke mindst publikum.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 12. september - kl. 15.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo