Førstehold

AGF blev endestationen i Sydbank Pokalen

Esbjerg fB måtte tirsdag aften forlade Sydbank Pokalen i kvartfinalen, idet AGF på Blue Water Arena vandt med 4-1.

AGF blev tirsdag endestationen i Sydbank Pokalen for EfB, idet holdet hjemme på Blue Water Arena måtte se sig besejret i kvartfinalen af aarhusianerne, der vandt med 4-1 efter en pauseføring på 2-0.
Kampen blev indledt med et massivt AGF-spilovertag, og EfB kom således langt tilbage at stå allerede fra første fløjt.
Efter 10 minutter gav presset da også udbytte for gæsterne, da en nedfaldsbold på kanten af feltet sikkert blev sendt ind bag Vito Mannone, der lige akkurat ikke kunne nå ud til bolden.
Uagtet scoringen fortsatte aarhusianerne trykket på EfB-holdet, der slet ikke kunne finde fodfæste i opgøret, og måtte give adskillige hjørnespark væk i den efterfølgende periode.
Første gang EfB bed fra sig for alvor var efter 18 minutter, da Yuriy Yakovenko fra 35 meter sendte et kvalificeret langskud afsted mod mål.
Den efterfølgende periode stod der EfB på, og pludselig var det nu gæsterne fra Aarhus, der blev skubbet tilbage på egen banehalvdel.
Men på trods af de gode intentioner var det alligevel AGF, der kunne score kampens andet mål også.
Efter 28 minutter blev det nemlig 0-2 efter en tilfældig scoring i det lille felt, hvor EfB’erne ikke fik clearet bolden ordentligt væk efter et indlæg.
Kort efter burde en reducering være faldet, da Ante Erceg i feltet pludselig var fri til afslutning efter et flot Rafal Kurzawa-indlæg.
Afslutningen blev blokeret, og i opsamlingsområdet på kanten af feltet afsluttede Mohammed Dauda resolut første gang, men uheldigvis strøg bolden lige over overliggeren.
Mod slutningen af første halvleg skabte EfB flere gode muligheder, men rigtig farligt blev det aldrig, og derfor blev der ikke scoret yderligere i kampens 45 første minutter.
Efter pausen kom EfB langt bedre med, og efter en lille times spil lykkedes det at reducere til 1-2 ved Yakovenko.
Angriberen rettede et godt skud fra Kauko af tæt under mål og styrede bolden i nettet, og så var der liv og tro på tingene på Blue Water Arena.
Glæden varede dog kort, idet AGF fire minutter scorede et tilfældigt mål efter et fladt indlæg.
EfB-defensiven fik ikke clearet ordentligt, bolden ramte Kauko, og pludselig kunne en AGF’er sparke den i nettet.
Det var en kold spand vand i hovedet på EfB, som dog ufortrødent kæmpede videre.
10 minutter før tid byggede EfB således et flot angreb op, som sluttede med, at Erceg blev sendt alene igennem. Kroaten afsluttede flot udenom AGF-målmanden, men stolpen kom i vejen.
Som minutterne gik blev der sendt flere og flere EfB’ere frem i feltet i jagten på den 2-3-reducering, som ville kunne skabe spænding og hektik omkring slutresultatet.
Det lykkedes ikke for EfB, og derfor lukkede AGF opgøret med en scoring til 4-1 tre minutter før tid i en omstilling.
AGF og kvartfinalen blev dermed endestationen i denne sæsons udgave af Sydbank Pokalen.
EfB spiller igen søndag kl. 12.00 i Hobro.


Resultat:
Esbjerg fB – AGF 1-4 (0-2)
Målscorere:
10′ 0-1 Mustapha Bundu
28′ 0-2 Mustapha Bundu
58′ 1-2 Yuriy Yakovenko
63′ 1-3 Bror Blume
86′ 1-4 Bror Blume
Startopstilling:
1 Vito Mannone
25 Jeppe Brinch
4 Viktor Tranberg
14 Franz Brorsson
12 Rafal Kurzawa
7 Joni Kauko
38 Jacob Lungi Sørensen
50 Mads Larsen
10 Mohammed Dauda
77 Ante Erceg
23 Yuriy Yakovenko
Indskiftninger:
76′ Kevin Conboy (Yuriy Yakovenko)
83′ Ante Erceg (Patrick Egelund)
Tilskuertal:
3.134

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo