
Andreas Troelsen forlader EfB: Solgt til udenlandsk klub
Forsvarsspiller Andreas Troelsen forlader Esbjerg fB til fordel for en unavngiven udenlandsk, der har købt ham fri af sin kontrakt via en frikøbsklausul.
Andreas Troelsen er blevet solgt fra Esbjerg fB til en unavngiven udenlandsk klub, og forsvarsspilleren siger farvel efter 127 førsteholdskampe.
22-årige Troelsen forlader dermed EfB, som han har spillet for siden skiftet fra Skjern GF som U15-spiller, og tager nu skridtet videre i sin karriere til udlandet.
Sportschef Sebastian Brydegaard fortæller:
– Det er en case med blandede følelser. Vi havde naturligvis gerne set Andreas Troelsen fortsætte længere hos os i EfB som en del af den rejse, vi er på og ind i et vigtigt forår, for han er en spiller med både kvalitet og stort potentiale.
– Der har været en frikøbsklausul i aftalen, og både spiller og agent har haft et tydeligt ønske om at effektuere et klubskifte til udlandet nu, og så må vi acceptere dette. Vi har undervejs i processen gjort alt, hvad vi kunne for forbedre rammerne for aftalen, men det var ikke en mulighed.
– Så vi vil også glæde os over, at Andreas’ udvikling på mange måder er en rigtig god historie for EfB, da han ikke har taget den snorlige vej, men har overvundet udfordringer og har kæmpet sig op via vores akademi til at blive en dygtig og attraktiv spiller. Andreas’ rejse illustrerer det arbejde, der udføres hver dag på både akademiet og førsteholdet, og selvom det sportsligt gør ondt at sige farvel allerede nu, så ønsker vi ham naturligvis alt det bedste på den videre vej og håber, det store potentiale bliver indfriet.
Troelsen om sin afsked med EfB:
– Jeg har spillet rigtig mange år i EfB og fået hele min fodbolduddannelse her, så det er jo specielt at skulle videre nu, men jeg glæder mig også til at prøve en ny udfordring. Jeg har nydt min tid i EfB og altid elsket at spille foran fansene, og jeg vil gerne sige mange tak til alle, der har hjulpet og støttet mig i og omkring klubben.
- 


