Kampreferat

Arbejdssejr i Hobro: Ampofo sikrer tre point

Esbjerg fB viste fantastisk holdånd lørdag på udebane mod Hobro IK, hvor en 1-0-sejr blev arbejdet hjem på fornem vis. James Ampofo scorede et flot mål på oplæg af Adam Ahmad i første halvleg.

Med en stærk arbejdsmoral og vilje gennem hele kampen vandt Esbjerg fB lørdag eftermiddag med 1-0 på udebane mod Hobro IK i et opgør, hvor holdet viste stor defensiv disciplin og formåede at slå til ved James Ampofo, da muligheden bød sig.

William Lykke begyndte som vanligt i målet, med Julius Lucena, Gustav Bjerge, Jonathan Foss og Sander Strand foran sig i bagkæden.

På midtbanen spillede Oskar Boesen, Gustav Grubbe, Nicklas Strunck og Adam Ahmad, mens frontduoen atter bestod af Muamer Brajanac og James Ampofo.

EfB kom godt fra land, og tog initiativet på opgøret fra første fløjt.

Især i venstre side af banen var der i kampens åbning en del plads at spille på, og Ahmad og Strand udnyttede dette til at skabe nogle gode situationer.

Hobro forsøgte langsomt at skubbe spillet frem, hvilket da også gav nogle sporadiske besøg i EfB-feltet uden, at det dog blev farligt af den grund.

Det var omvendt heller ikke fordi, at EfB vadede i scoringsmuligheder, men det ligesom og lurede, at det kunne blive farligt.

Og det blev det efter 25 minutters spil, hvor Ampofo kunne bringe EfB foran med 1-0.

Ahmad fik bolden i sin side, og sendte et indlæg ind i feltet, hvor ghaneseren på flotteste vis med hovedet styrede den i nettet.

EfB fortsatte efter målet med en god kontrol over kampen, men efter 37 minutters spil kunne Hobro med rette ærgre sig over ikke at få udlignet.

En effektiv omstilling blev sat ind, hvilket gav en afslutning i feltet, som Lykke reddede flot, men dog var nødt til at give en returbold på.

Den faldt ned for fødderne af en Hobro-spiller, der ikke var skarp, og derfor sparkede forbi mål.

Lykke i EfB-målet gjorde det i det hele taget godt med sine sikre handsker, når der var behov.

Efter nøjagtig 46 minutters spil blev der fløjtet til pause, og EfB kunne derfor gå i omklædningsrummet med en god fornemmelse.

Hobro kom klart bedst ud efter pausen og der var ikke spillet mange minutter af anden halvleg, inden en tværbold i EfB’s felt blev farlig.

Defensivt stod holdet fantastisk godt imod de tilnærmelser, Hobro gjorde.

Omtrent midtvejs i anden halvleg fik EfB bedre fat, og kom igen længere frem på banen.

Brajanac afsluttede eksempelvis flot på en aflevering, han fik i fødderne foran feltet, men bolden strøg lige akkurat forbi fjerneste stolpe.

Også Lucena skulle få alletiders mulighed for at øge, men hovedstødsforsøget efter et hjørnespark manglede præcision.

Cheftræner Hjalte Bo Nørregaard foretog med et kvarters tid igen to ændringer på holdet, da Patrick Tjørnelund og Lasse Vigen blev skiftet ind.

De to faldt godt ind i spillet og tog straks arbejdshandskerne på.

Og det blev der behov for mod slutningen af kampen, hvor EfB-feltet blev bombarderet med den ene bold efter den anden i takt med minutterne gik.

Forsvarsspillet mestrede holdet således til punkt og prikke, og de forsøg Hobro lykkedes med tog en sikker Lykke sig roligt og køligt af.

Derfor kunne EfB-spillerne også fortjent lade sig hylde af de mange medrejsende fans efter 95 minutter, da det stod klart, at holdet vandt med 1-0, og fortsatte de positive takter, der er igangsat.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 21. november - kl. 15.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo