Førstehold

Benjamin Hvidt er ny mand i EfB

Esbjerg fB tilknytter Benjamin Hvidt fra AGF, og styrker dermed midtbanen yderligere frem mod den kommende sæson. Den 24-årige aarhusianer har underskrevet en tre-årig kontrakt.

Forberedelserne med at danne fremtidens hold i Esbjerg fB er i fuld gang, og nu tilføjes yderligere kvalitet til den centrale del af midtbanen i form af Benjamin Hvidt, der lander fra AGF på en kontrakt frem til sommeren 2027.

24-årige Hvidt kommer til EfB med erfaring fra højeste niveau i dansk fodbold, idet han har spillet 51 kampe i 3F Superligaen for aarhusianerne.

Cheftræner Lars ”Lungi” Sørensen glæder sig til at arbejde med Hvidt, som han mener passer godt ind i spillestilen.

– I Benjamin Hvidt får vi en rigtig holdspiller og hårdtarbejdende type ind i truppen, som også har spillemæssige kvaliteter, der vil tilføje yderligere dynamik på vores hold. Samtidig har han virkelig gerne villet EfB og tilvalgt det projekt, som vi har sat i søen, så vi ser meget frem til at byde Benjamin velkommen i klubben, når vi tager hul på træningen frem mod den kommende sæson, siger han.

Hovedpersonen glæder sig til at trække den blå-hvide trøje over hovedet og tørne ud på Blue Water Arena.

– Jeg har været på udkig efter en ny start, og da interessen fra EfB viste sig, var jeg faktisk ikke i tvivl om, det var en mulighed, jeg ville forfølge. Det giver god mening for mig på nuværende tidspunkt i min karriere at blive en del af et nyt projekt, der skal bygges op over tid, og jeg kan virkelig se mig i de planer, der er i Esbjerg.

–  Samtidig har jeg fået et rigtig godt indtryk af både faciliteterne og de mennesker, jeg har talt med, så det bliver spændende at komme i gang. Jeg glæder mig til at møde mine nye holdkammerater, når vi tager hul på opstartsperioden og fansene, når vi skal i gang med kampene, siger Benjamin Hvidt.

Fakta:
Navn: Benjamin Hvidt
Født: D. 12. marts 2000
Tidligere klub: AGF

Næste Hjemmekamp
onsdag d. 30. oktober - kl. 17.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo