Dalügge bag U19-sejr over FCK
U19-mandskabet fra Esbjerg fB har en brandvarm angriber for tiden, idet Zean Dalügge scorede for fjerde kamp i streg og sikrede EfB en flot sejr på 1-0 ude over F.C. København lørdag eftermiddag.
Esbjerg fB’s U19-hold holdt nullet, da EfB kunne tage alle tre point med retur til Esbjerg efter en flot sejr på 1-0 over F.C. København. Angriber Zean Dalügge var igen afgørende, idet han nettede for fjerde kamp i streg – det bringer ham i skrivende stund op på en delt førsteplads på topscorerlisten.
I kampens første fase satte hjemmeholdet sig dog hurtigt på spillet og havde overtaget, hvilket skulle vise sig at blive kampbilledet.
Det tydede således på en svær kamp for EfB, men trænerteamet havde fået sat en god plan, som spillerne fik holdt til punkt og prikke.
EfB stod lavt i presset og var tålmodige, mens offensivspillerne stod klar til at omstille, når bolderobringen fandt sted. Det gav optræk til et par muligheder, men aldrig noget der blev helt farligt.
FCK kom tættest på i første halvleg, men keeper Nicolai Vistisen afviste flot og holdt stand sammen med resten af EfB-defensiven.
Første halvleg endte således uden scoringer.
Situationen ændrede sig ikke ind i anden halvleg, hvor FCK fortsat styrede kampen og konstant forsøgte at lede efter de frie rum. Dem var der dog ikke mange af, hvilket var fortjenesten af et stærkt, disciplineret EfB-hold.
Efter en times spil lykkedes det så i stedet EfB at finde vej til netmaskerne, da det offensive es, Zean Dalügge, drev gæk med FCK’s bagkæde.
Dalügge snød et par spillere og brugte sin fysik godt, inden han flot chippede bolden over hjemmeholdets keeper. 1-0 til EfB.
Ikke længe herefter kunne det også have blevet 2-0, da først angriber Rasmus Rejnhold sparkede forbi målet på en ellers stor chance, mens indskiftede Mads Borchers, der netop havde erstattet Rejnhold i offensiven, også havde en god mulighed tæt under mål.
Som kampen skred frem lignede det mere og mere, at EfB skulle hente alle tre point, men dybt inde i overtiden var det lige ved at gå galt.
Nicolai Vistisen måtte først parere helt inde på stregen, mens forsvarsspiller Patrick Tjørnelund herorisk afviste returbolden.
To vigtige aktioner i bagkæden blev det sidste i opgøret, og således kunne EfB gå fra banen med en flot udesejr på 1-0 over FCK.
– Vi var presset i dag, men vi havde lagt en god plan, som spillerne fulgte til punkt og prikke, så på baggrund af det, er det en god følelse, vi står med nu. Drengene kæmpede bravt hele kampen igennem, viste stærk moral og struktur, så det skal de have stor ros for. Derudover var det også fedt, at vi kunne skifte de tre U17-spillere, Malthe Kristensen, Oliver Svendsen og Gustav Jensen, ind i anden halvleg, som alle viste et højt niveau, siger U19-cheftræner, Lars “Lungi” Sørensen.
U19-holdet spiller ikke om point næste weekend grundet landsholdspausen, men i stedet møder EfB Akademi-spillerne Hobro i en træningskamp, så kampformen holdes ved lige.
Resultat:
F.C. København – Esbjerg fB 0-1 (0-0)
Målscorer:
59′ 0-1 Zean Dalügge
Startopstilling:
1 Nicolai Vistisen
4 Tobias Stagaard
5 Malthe Nielsen
8 Zean Dalügge
10 Andreas Lausen
11 Marcus Hansen
13 Andreas Troelsen
15 Denis Catovic
18 Patrick Tjørnelund
21 Marcus Kristensen
23 Rasmus Rejnhold
Indskiftninger:
45′ Malthe Kristensen (Malthe Nielsen)
53′ Gustav Jensen (Marcus Kristensen)
65′ Mads Borchers (Rasmus Rejnhold)
80′ Oliver Svendsen (Marcus Hansen)
80′ Magnus Sandfeld (Andreas Troelsen)