Klub

EfB Akademi fortsætter blandt de bedste

Esbjerg fB har fortsat ungdomshold i årgangene U15, U17 og U19 med i de landsdækkende, bedste rækker efter, at EfB Akademi er blevet tildelt 3,5 stjerner i den årlige DBU-vurdering.

Hvert år vurderes de danske klubbers ungdomsarbejde i en omfattende analyse af DBU, og fodboldforbundet har tildelt Esbjerg fB 3,5 stjerner ud af maksimalt fem mulige målt ud fra en række forskellige parametre for arbejdet i EfB Akademi.

Resultatet betyder, at EfB fortsat spiller med i toppen af dansk fodbold på ungdomsniveau i de landsdækkende rækker i U15, U17 og U19 Ligaen, hvilket er en væsentlig forudsætning for at fortsætte den positive udvikling, der blev igangsat i det sene efterår 2020.

Akademichef Lars Vind fortæller:

-Vi har store ambitioner på vegne af EfB Akademi, som i endnu højere grad fremadrettet skal være et omdrejningspunkt i EfB med transition af de dygtigste fodboldtalenter til førsteholdet. I efteråret søsatte vi en lang række af initiativer, som over tid skal højne niveauet i hele akademiet, men frugten af arbejdet tager tid, inden det kan høstes. Undersøgelsen og vores score tager sit primære udgangspunkt i besøget af DBU tilbage i august, og der er løbet meget vand igennem åen siden da, idet vi blandt andet har fået opsat ambitiøse rammer for, hvordan vi skal spille og rekruttere nye talenter.

– Der er stadig flere indsatsområder, vi kan tage fat i for at fortsætte udviklingen, og vi er eksempelvis opmærksomme på, om vi har tilstrækkeligt med ressourcer tilknyttet for at bygge på til næste trin. Vi skal derudover sætte et tempo på talentudviklingen, der betyder, at vi kører på vejen, mens vi bygger den. Vi er meget ambitiøse i forhold til akademiets næste udvikling til gavn for den enkelte spiller, og vi evaluerer løbende, så vi i de næste mange år kan indfri vores ambitioner.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 3. november - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo