Kampreferat

EfB dør med støvlerne på i Odense

Selvom Esbjerg fB kom tidligt foran på udebane lørdag mod OB, så måtte holdet alligevel forlade banen med et 1-2-nederlag efter en kamp, hvor der blev leveret en intens fight.

Det lykkedes ikke Esbjerg fB at tage point lørdag aften i Odense, idet holdet tabte med 1-2 til OB i en kamp, hvor holdet i anden halvleg ellers gav alt for at tage point. Tim Freriks bragte EfB foran med 1-0 efter få minutter, men fynboerne scorede to gange i første halvleg, hvilket det ikke lykkedes at komme tilbage fra, selvom der blev leveret en helhjertet indsats.

Begge hold kom ind til kampen med et angrebsivrigt sind, og EfB havde held med inden for de første minutter at holde bolden godt kørende på fynsk banehalvdel.

Det gav en indlægssituation efter blot fire minutters spil, hvor en OB-spiller tog armen ulovligt i brug i feltet, hvilket fik kampens dommer til at reagere med det samme og dømme straffespark.

Fra pletten gjorde Tim Freriks klar til at sparke, og han eksekverede på sikker vis ved at sende bolden ind bag OB-målmanden og bringe EfB foran med 1-0.

Hjemmeholdet svarede dog hurtigt igen med et aggressivt pres, hvilket blandt andet kastede en stor chance af sig i det lille felt, men afslutningen gik over mål.

Kortvarigt tilhørte initiativet fynboerne, men EfB lykkedes glimrende med at arbejde sig længere frem på banen.

Lucas From i højre siden var særligt aktiv på sin kant, hvor han fik tid og plads til at stikke dybt, når EfB erobrerede bolden centralt.

Efter en lille halv time var det dog OB, der var tæt på i et velspillet angreb, men Daniel Gadegaard hev en flot redning op på stregen efter en flad afslutning fra centralt hold.

Værterne fik i det hele taget vendt kampen over på deres præmisser mod slutningen af første halvleg, hvor afslutningerne faldt en efter en.

Efter 38 minutters spil fik OB også valuta ud af anstrengelserne, da det blev 1-1.

Et godt indlæg blev servet ind i det lille felt, hvor Gadegaard lige akkurat ikke kunne nå op og få hånden på bolden med det resultat, at en svævende fynbo kunne heade udligningen i nettet.

Gadegaard blev endnu engang testet lige inden pausefløjt, hvor han med en redning ude i fuld længde formåede at dirigere bolden forbi fjerneste opstander på et listigt OB-forsøg.

I de allersidste sekunder af første halvleg kunne han dog ikke stille noget op, da en OB-spiller modtog bolden foran feltet, og elegant vippede den ind over til 2-1 EfB-målmanden, der kun kunne se til.

Cheftræner Lars “Lungi” Sørensen kunne derfor gå til pause med holdet nede med en enkelt og tale om strategien for anden halvleg.

OB kom umiddelbart bedst ud med masser af fysik, og fik skabt en stor chance hurtigt, som Gadegaard kom flot i vejen for.

EfB forsøgte med effektivt omstillingsspil, når muligheden bød sig, hvilket også lykkedes udmærket, men da den sidste og afgørende aflevering skulle slås, løb det for ofte ud i sandet.

I det 71. spilleminut blev Mikail Maden sendt i aktion på bekostning af Julius Beck, der havde kæmpet fortrinligt centralt på banen.

Den fornyede energi var medvirkende til, at EfB kom længere frem på banen med bolden.

Med et kvarters tid igen blev From atter sendt afsted på en fremragende bold af Yacine Bourhane, hvilket resulterede i et indlæg til Freriks, der fik afsluttet mod mål, men dog manglede en meters penge.

Andreas Troelsen og Mikkel Ladefoged blev herefter også sendt i ilden i jagten på den vigtige 2-2-udligning.

I slutminutterne stod der EfB på alt, hvor først Maden kom til en god afslutning lige over mål, inden Jonas Mortensen driblede sig igennem OB-feltet, men desværre måtte se sin afslutning gå lige i favnen på målmanden.

I takt med at presset blev intensiveret yderligere skabte det plads den anden vej, hvilket OB udnyttede et par gange til at skyde mod mål, men Gadegaard tog sig af det, der kom.

På trods af de gode EfB-intentioner i de døende sekunder, så lykkedes det ikke at krige den anden scoring, der havde været pointgivende hjem, og holdet måtte derfor rejse fra Odense uden point.

EfB spiller igen onsdag, hvor AaB gæster Blue Water Arena kl. 17.00 i Oddset Pokalen.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 23. februar - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo