Førstehold

EfB fik udvisning og tabte til skarpe russere

Fredag eftermiddag spillede Esbjerg fB træningslejrens sidste kamp i Tyrkiet, da holdet mødte FC Olimp Dolgoprodniy. Russerne vandt med 4-0 i en kamp, hvor en udvisning i anden halvleg gjorde ondt på EfB.

Den tredje og sidste træningskamp for Esbjerg fB’s vedkommende blev spillet fredag eftermiddag på en solrig græsbane i Belek, da holdet tørnede sammen med FC Olimp Dolgoprodniy i et højintenst opgør, der bød på en udvisning og fire scoringer i anden halvleg. EfB måtte gå fra banen med et 0-4-nederlag.

Kampen åbnede i et godt tempo med masser af fart over feltet men uden de åbenlyse målchancer.

Hurtigt blev det da også en kamp om midtbanen, hvor der blev gået til stålet og tacklet igennem i duellerne.

Det resulterede i en stemning, der som minutterne skred frem blev mere og mere brutal grænsende til ondskabsfuld fra begge mandskaber.

Kampens dommer forsøgte at dæmpe gemytterne ved at uddele hele ni advarsler i løbet af de første 45 minutter.

Det polerede fodboldspil med efterfølgende, oplagte scoringsmuligheder udeblev, og begge holds defensive spillere havde en stor ære i dette.

Helt fremme blev der arbejdet godt ved duoen Emil Holten og Leonel Montano, der med stenhårdt arbejde holdt Dolgoprodniy-forsvarsspillerne på dupperne, men det lykkede ikke angriberne i samarbejde med resten af holdet for alvor at komme nærheden af en scoring, og da det samme gjaldt den anden vej, var det derfor naturligt med 0-0 ved pausen.

Cheftræner Roland Vrabec benyttede denne til at ændre på to positioner, da Jonas Mortensen og Elias Sørensen blev sendt i ilden fra anden halvlegs start.

Der var blot spillet et par minutter eller tre af anden halvleg, inden russerne kunne bringe sig foran med 1-0.

EfB mistede bolden i et opspil, og blev fanget fremme i banen, hvilket efterlod tid og plads til russerne til at slå kontra, og effektivt score.

To minutter senere blev det også 2-0 til Dolgoprodniy, hvilket dog ikke slog EfB-mandskabet ud af kurs, idet holdet fortsatte med at forsøge at spille frem i banen.

Den russiske betondefensiv stod dog godt igennem, og fik afværget de fleste tilnærmelser med både lovlige og ulovlige midler.

Den anspændte stemning mellem de to holds spillere forsvandt nemlig ikke i pausen.

Et kvarter før tid måtte EfB da også indkassere et rødt kort ved Con Ouzounidis, der modtog sit andet gule kort.

Udvisningen blev dyr for holdet, der blev sat under et voldsomt pres i den resterende del af kampen af et russisk mandskab, der var toptændte inden sæsonstart om en uge.

I slutminutterne indkasserede EfB også to mål imod, som et resultat af dels undertal og frustrationer over kampens udvikling.

Således blev det til et 0-4-nederlag til et kynisk, russisk mandskab i holdets sidste træningskamp i Tyrkiet.

EfB rejser hjem fra Tyrkiet søndag, og træner på dansk grund igen tirsdag.


Resultat:
FC Olimp Dolgoprodniy – Esbjerg fB 4-0 (0-0)

Målscorere:
48′ 0-1
50′ 0-2
81′ 0-3
89′ 0-4

Udvisning:
75′ Con Ouzounidis

Startopstilling:
34 Corey Addai
3 Simon Bækgård
30 Con Ouzounidis
4 Viktor Tranberg
17 Kevin Conboy
5 Linus Rosenlöcher
6 Lasha Parunashvili
19 Nicklas Strunck
8 Mads Larsen
21 Leonel Montano
11 Emil Holten

Indskiftninger:
46′ Elias Sørensen (Emil Holten)
46′ Jonas Mortensen (Simon Bækgård)
67 Kempes Tekiela (Mads Larsen)
67′ Andreas Troelsen (Viktor Tranberg)
67′ Bardhec Bytyqi (Leonel Montano)
78′ Rudi Pache (Linus Rosenlöcher)

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo