Førstehold

EfB forlænger med Lungi

Jacob Lungi Sørensen har sat sin signatur på en ny aftale med EfB, der holder ham på Blue Water Arena til udgangen af 2021.

20-årige Jacob Lungi Sørensen har vist et kæmpe potentiale siden sin debut i 2016 og har været i en god udvikling, hvilket også har medført en fast startplads på Esbjerg-mandskabet. Lungi var en vigtig brik i oprykningen til landets bedste række, og den unge midtbanespiller har nu også markeret sig i Superligaen med en række gode præstationer. Dette har medført, at EfB og Jacob Lungi Sørensen nu har indgået en ny aftale.
Esbjergs nummer 38, der har sine rødder i SFS-klubben SGI, har nemlig forlænget sit ophold på den jyske vestkyst og sat sin signatur på en ny aftale med Esbjerg fB. Dette betyder, at de to parter nu har papirer på hinanden frem til udgangen af 2021. En aftale, der glæder EfB’s adm. direktør, Brian Knudsen, som endnu engang blåstempler arbejdet fra akademiet og staben omkring førsteholdet.
– Vi er selvfølgelig glade for, at vi allerede på nuværende tidspunkt kan langtidssikre en så talentfuld spiller, som Jacob. Han har et stort potentiale, og har vist en rigtig god udvikling i sin tid her i klubben. Han er en af vores egne udviklede spillere, og endnu en prototype på det vi ønsker, at stile efter i EfB, nemlig kontinuerlig udvikling af unge talenter, siger Brian Knudsen.
For Jacob Lungi Sørensen var det helt naturligt at forlænge med EfB, hvor han startede tilbage i 2008.
– Jeg er utrolig glad for at få min fremtid på plads hos EfB. Jeg trives her, og jeg synes jeg er inde i en god udvikling, så for mig var det et helt naturligt valgt, at forlænge min aftale. Jeg har mine rødder i Esbjerg, så det gør det hele ekstra specielt, siger Lungi om kontraktforlængelsen.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 3. november - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo