EfB forlænger med U19-talent
Esbjerg fB har forlænget aftalen med Andreas Troelsen, der gør sig på U19-holdet. Midtbanespilleren har fået en aftale frem til 2022.
Midtbanespiller Andreas Troelsen har sat sin signatur på en ny aftale med Esbjerg fB således, at han frem til sommeren 2022 trækker i den blå-hvide trøje.
Troelsen kom til EfB som U15-spiller fra Skjern GF, og spiller i dag på U19-holdet.
Akademichef Lars Vind fortæller om baggrunden for den nye aftale:
– Andreas Troelsen er en mentalt dygtig fodboldspiller, der både kan spille i det centrale forsvar og på midtbanen. I dagligdagen bidrager Andreas godt til vores træningsmiljø, hvor han udfordrer de øvrige spillere med sin hårdhed og duelstyrke. Samtidig kan han med venstre-foden slå nogle gode pasninger frem i banen, og vi glæder os til at udvikle kompetencerne yderligere.
Hovedpersonen er glad for at være i EfB, og fortæller, det var et let valg at blive.
– Jeg har det godt i Esbjerg og i EfB, hvor jeg er omgivet af gode venner, holdkammerater og trænere, så det var oplagt at forlænge min aftale. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet, hvor fokus er at forbedre mig på en række områder, og så har jeg da et mål om at banke på døren til førsteholdet på et tidspunkt, fortæller Andreas Troelsen.
Han bor på Esbjerg Sports College, og er ved siden af fodbolden i gang med andet år på HHX-uddannelsen på Rybners Gymnasium.