Førstehold

EfB forlænger og forfremmer Elias Andersen

Offensivspiller Elias Andersen har underskrevet en ny aftale med Esbjerg fB, og samarbejdet fortsætter dermed til sommeren 2025. Samtidig rykker han op til, og bliver en fast del af førsteholdstruppen.

18-årige Elias Andersen har netop sat sin signatur på en ny kontrakt med Esbjerg fB, der holder ham på Blue Water Arena det næste år og frem til sommeren 2025. I samme ombæring bliver Andersen en permanent del af førsteholdet.

Andersen kom til EfB i begyndelsen af 2023 fra Kolding IF, men har også spillet ungdomsfodbold i samarbejdsklubben Sædding/Guldager IF.

Cheftræner Lars ”Lungi” Sørensen ser frem til at fortsætte arbejdet med offensivspilleren, der allerede står noteret for otte førsteholdskampe:

– Elias Andersen har x-faktor i sit spil, som vi skal have videreudviklet yderligere på. Vi har i forårssæsonen set smagsprøver på, hvad Elias kan bidrage med, og han fik sågar scoret i sæsonens sidste kamp. Hidtil har Elias trænet med nogle gange om ugen, men nu skal han være med hver dag, og jeg har en forventning om, at han vil kunne tage nogle store skridt i den rigtige retning i vores miljø i løbet af det kommende år.

Andersen er glad for at have fået muligheden for at fortsætte sin karriere på Gl. Vardevej, og har et erklæret mål for den kommende sæson.

– Jeg er stolt over mig selv, og den rejse jeg har været på. Gennem hele min barndom har jeg været på stadion og set fodbold, og drømmen har hele tiden været at blive en del af førsteholdet, og den mulighed får jeg nu. Jeg har fået en del minutter i forårssæsonen og også scoret, og det har givet blod på tanden i forhold til at opnå endnu mere, så det er jeg klar til at arbejde hårdt for, fortæller han.

Elias Andersen, der blev HHX-student mandag fra Rybners Gymnasium, tager hul på forberedelserne frem mod den kommende sæson sammen med holdet tirsdag d. 2. juli.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 20. juli - kl. 16.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo