Klub

EfB glæder sig til tilskuerbesøg torsdag

Når Esbjerg fB torsdag tager imod HB Køge på Blue Water Arena, så er det langt om længe igen med tilskuere på tribunen, og adm. direktør Brian Bo Knudsen glæder sig på klubbens vegne til at hilse velkommen tilbage til både fans og samarbejdspartnere.

Blue Water Arena åbner torsdag aften atter dørene, når Esbjerg fB i 1. division får besøg af HB Køge kl. 19.00 til en kamp om tre vigtige point i forhold til oprykningsmulighederne til 3F Superligaen til sommer.

Adm. direktør Brian Bo Knudsen glæder sig til at byde fans og samarbejdspartnere velkommen tilbage på stadion, men ærgrer sig samtidig over, at det rent sportsligt ikke er forløbet optimalt i foråret indtil videre. Han beretter dog fortsat om en tro på tingene i EfB.

– Først og fremmest så bliver det et glædeligt gensyn med tilskuerne, som vi alle her i EfB virkelig har savnet. Fodbold er drevet af fans, og det er i bund og grund derfor, vi spiller hver weekend, så det er rigtig godt, at vi nu kan slå dørene op på Blue Water Arena igen. Vi håber virkelig, at folk i og omkring Esbjerg vil komme ud og bakke spillerne op, for i øjeblikket har vi behov for at få alle små marginaler over på vores side.

– Det er ingen hemmelighed at vores mål om at vende tilbage til Superligaen til sommer ser svært ud, men vi har fortsat troen på, at det kan lade sig gøre, og vi vil jagte chancen hele vejen. Vi har sat os selv under pres, da de seneste resultater ikke er gået vores vej, men det er nu engang realiteterne, og så arbejder vi videre herfra. På torsdag er vi klar til at gå ud og vise, at vi fortsat lever, og forhåbentligt kan vi med publikums hjælp komme tilbage på sejrssporet og sætte tre point ind på kontoen, siger han.

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo