EfB hentede tre fortjente point i Hobro
Esbjerg fB leverede lørdag eftermiddag en helhjertet indsats på udebane mod Hobro IK, og det rakte til en 2-1-sejr og tre point til kontoen i 1. division. Joni Kauko og Jakob Ankersen scorede.
Det lykkedes lørdag Esbjerg fB at komme tilbage på sejrssporet, da holdet på udebane tørnede sammen med Hobro IK. Joni Kauko og Jakob Ankersen sørgede for en sikker 2-1-sejr efter en flot præstation med stor disciplin og holdånd.
Hjemmeholdet fra Hobro åbnede kampen bedst, og satte EfB under et pres fra første minut med ivrige angreb over begge kanter.
Mads Kikkenborg, der vogtede målet, og resten af forsvaret blev altså testet fra start, men viste i fællesskab sikkerhed i indgrebene.
Først efter 10 minutters spil viste EfB for første gang tænder, da det lykkedes holdet at fastholde bolden og bygge et angreb op.
Pyry Soiri modtog den på kanten, og med en god udfordring, fik han sendt et godt indlæg ind i feltet, som Hobros målmand dog sikkert samlede op.
Kort tid efter var det så i EfB’s målfelt, det brændte på.
Hobro kom igennem på kanten og fik sendt en bold ind i det bagerste område. Her dukkede en modstander op, og fik headet mod mål, men afslutningen gik lige nøjagtigt forbi stolpen.
EfB lykkedes dog i den efterfølgende periode med bedre spil og længerevarende angreb, og det gav pote efter knap en halv times spil.
Andri Bjarnason afsluttede på akrobatisk vis et indlæg, men bolden tog indersiden af stolpen og gik i spil igen.
Clinton Antwi var dog hurtig, og fik den tacklet ind foran mål, hvor Joni Kauko i en duel på nærmest målstregen lykkedes med at få skovlet bolden i nettet til 1-0.
Scoringen gav EfB en kontrol over opgøret, og Hobro var sjældent farlige i den resterende del af første halvleg.
De sidste 45 minutter åbnede på livlig vis med gode muligheder i begge ender.
Først skabte Hobro et par situationer, hvor blokeringer tæt under mål fra EfB’erne gjorde, at der ikke faldt en hurtig udligning.
EfB skabte derimod en gylden chance for scoring i det 51. minut, da Bjarnason resolut sparkede til en nedfaldsbold i fri position foran feltet.
Desværre for islændingen strøg afslutningen lige akkurat uden om stolpen.
Næste store målchance stod Hobro for efter en god time, da EfB blev fanget i en omstilling.
Fra kanten blev der serveret en flad bold ind foran feltet, hvor en fremadstormende modstander kom på og afsluttede hårdt første første gang.
Kikkenborg i målet var dog vågen, og fik flot værftet bolden over mål.
I stedet for 1-1 blev det 2-0 til EfB i det 68. spilleminut ved Jakob Ankersen.
Scoringen kom efter en flot solo-aktion af kantspilleren, der afdriblede et par Hobro-spillere i feltet, inden han iskoldt hamrede bolden i nettet.
Hjemmeholdet forsøgte at etablere et pres på EfB i slutminutterne, og det gav pote få minutter før tid i en situation, hvor de blå-hvide var alt for sløsede i forsvarsspillet og ikke fik clearet.
Kikkenborg i målet var således chanceløs på den Hobro-afslutning tæt under mål, der gik i nettet.
Der blev ikke scoret yderligere takket været en helhjertet indsats, og EfB kunne derfor juble over tre point, da dommeren fløjtede af.
Næste opgave for EfB er på hjemmebane mod FC Fredericia.
Resultat:
Hobro IK – Esbjerg fB 1-2 (0-1)
Målscorere:
29′ 0-1 Joni Kauko
68′ 0-2 Jakob Ankersen
86′ 1-2 Edgar Babayan
Startopstilling:
30 Mads Kikkenborg
40 Daniel Anyembe
8 Rodolph Austin
17 Kevin Conboy
13 Clinton Antwi
3 Simon Bækgård
19 Nicklas Strunck
7 Joni Kauko
11 Pyry Soiri
10 Jakob Ankersen
9 Andri Bjarnason
Indskiftninger:
54′ Yuiry Yakovenko (Andri Bjarnason)
78′ Mathias Kristensen (Pyry Soiri)
83′ Viktor Tranberg (Clinton Antwi)
83′ Lasha Parunashvili (Nicklas Strunck)