Førstehold

EfB henter back-talent i FCM

Forsvarsspiller Kristoffer Lund Hansen skifter til sommer til Esbjerg fB på en aftale frem til og med juni 2024. Den venstre-benede back kommer til fra FC Midtjylland.

Esbjerg fB starter oprustningen frem mod den kommende sæson, idet der er lavet en tre-årig aftale fra sommer og frem til 2024 med den talentfulde venstre back Kristoffer Lund Hansen.

Den 18-årige forsvarsspiller har siden 2017 været tilknyttet FC Midtjylland, hvor han fik sin førsteholdsdebut tilbage i februar mod OB i Sydbank Pokalen og efterfølgende har fået spilletid i 3F Superligaen.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen glæder sig over tilgangen, som han ser et stort potentiale i.

– Kristoffer Lund Hansen er en ung, dynamisk back med et godt venstre-ben og et spændende potentiale, som vi i fællesskab skal indfri. Han passer godt til den spillestil, vi har, og jeg er overbevist om, at han i næste sæson vil blive et aktiv for os. Vi glæder os over, at Kristoffer har valgt EfB-projektet til, og ser frem til at byde ham velkommen, siger han.

Kristoffer Lund Hansen har tidligere spillet på det danske U17- og U18-landshold, og er nu med omkring U19.

Fakta:
Navn: Kristoffer Lund Hansen
Født: D. 14. maj 2002
Tidligere klubber:
Kerteminde B, FC Midtjylland

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo