Herrer

EfB henter kraftfuld forsvarsspiller i Allsvenskan: Frode Aronsson på plads

Esbjerg fB styrker defensiven med tilgangen af 20-årige Frode Aronsson, der skifter fra IF Elfsborg på en aftale frem til sommeren 2030. Den svenske forsvarsspiller har spillet 20 førsteholdskampe for Allsvenskan-klubben og kommer til EfB som en kraftfuld og hurtig spiller med højre back som sin primære position.

20-årige Frode Aronsson er ny spiller i Esbjerg fB, idet den svenske forsvarsspiller, der primært gør sig som højre back, har skrevet under på en kontrakt gældende frem til sommeren 2030.

Aronsson skifter til Gl. Vardevej fra IF Elfsborg, der er en stor klub i Allsvenskan, hvor han har fået sin fodboldopdragelse og taget vigtige skridt i sin udvikling.

Den svenske forsvarsspiller har højre back som sin primære position, men kan også dække de øvrige positioner i defensiven, hvilket giver EfB flere muligheder i bagkæden.

Trods sin unge alder har Frode Aronsson allerede spillet 20 førsteholdskampe for Elfsborg, ligesom han tidligere har været anfører for klubbens U19-mandskab.

Sportschef Sebastian Brydegaard glæder sig over tilgangen af den svenske forsvarsspiller.

– Frode Aronsson er en kraftfuld spiller med fart, som vi ser et rigtig spændende potentiale i. Han kommer fra et stærkt miljø i Elfsborg, hvor han både har været anfører på U19-holdet og allerede har fået erfaring fra førsteholdsfodbold på højeste niveau i en ung alder.

– Frode er primært højre back, men hans alsidighed i defensiven er også en kvalitet, vi sætter stor pris på. Frode kan dække flere positioner, og det giver os nogle gode muligheder i forhold til sammensætningen af vores bagkæde.

Brydegaard peger samtidig på, at Aronsson passer godt ind i den type spiller, EfB ønsker at udvikle videre på.

– Frode kommer med fysik, fart og en stærk indstilling. Det er en spiller, der går ind i tingene med stor energi, og vi tror på, at han i vores miljø kan tage yderligere skridt i sin udvikling. Derfor er vi også glade for, at vi har lavet en lang aftale med Frode.

Frode Aronsson ser frem til at blive en del af EfB og tage hul på et nyt kapitel i karrieren.

– Jeg er meget glad for skiftet til EfB. Det er en spændende mulighed for mig, og jeg glæder mig til at prøve kræfter med et nyt fodboldland og en ny liga.

– Jeg kender til EfB som en stor klub og har hørt rigtig gode ting om både klubben, fansene og det projekt, der er i gang. Det har gjort et godt indtryk på mig, og jeg ser meget frem til at komme i gang, fortæller den svenske forsvarer.

Aronsson glæder sig samtidig til at trække EfB-trøjen over hovedet på Blue Water Arena.

– Jeg kommer med stor motivation og et ønske om at bidrage til holdet. Jeg vil arbejde hårdt hver dag, udvikle mig som spiller og være med til at hjælpe EfB med at nå klubbens mål, slutter han.

Frode Aronsson tiltræder i EfB med det samme.

Fakta:
Navn: Frode Aronsson
Født: D. 25. oktober 2005
Tidligere klubber: IF Elfsborg

Næste Hjemmekamp
søndag d. 30. august - kl. 15.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo