Førstehold

EfB henter målmand i AGF

21-årige Daniel Gadegaard er ny målmand i Esbjerg fB, og han tiltræder på en aftale frem til sommeren 2025. Gadegaard kommer til EfB fra AGF, hvor han har spillet hele karrieren.

Esbjerg fB øger konkurrencen på målmandspositionen, idet Daniel Gadegaard er hentet til på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2025. Den 21-årige målmand kommer til fra AGF.

Gadegaard har været i Aarhus-klubben hele karrieren, hvor han fik debut på førsteholdet i seneste sæson. Derudover har han været omkring det danske U19-landshold.

Adm. direktør Jens Hammer Sørensen sætter ord på, hvorfor det har været af høj prioritet at hente målmanden til.

– Vi har store ambitioner som klub, og skal derfor også have konkurrence på alle positioner på banen. Da muligheden for at tilknytte Daniel Gadegaard opstod, var vi ikke i tvivl om, at vi ville forfølge den, for han er en dygtig målmand med et stort potentiale, som vi tror på, vi sammen kan forløse. Vi føler nu, at vi har et rigtig stærkt team med tre gode målmænd, og vi glæder os til at byde velkommen til Daniel i EfB og i byen, siger han.

Hovedpersonen ser frem til at starte op i EfB, hvor projektet tiltaler ham.

– EfB er en stor klub med en kæmpe opbakning og gode faciliteter, som jeg glæder mig til at blive en del af sammen med mine nye holdkammerater. Jeg kender flere af spillerne i truppen fra blandt andet ungdomslandsholdet, og alle jeg har talt med, har kun haft gode ting at sige om klubben. Jeg tror på projektet, og jeg kan lide det ambitiøse mål om at rykke op næste år, og jeg vil kæmpe hårdt for at bide mig fast på holdet og bidrage til, vi kan lykkes med det, siger Gadegaard.

Daniel Gadegaard får nummer 16.

Fakta:
Navn:
Daniel Gadegaard Andersen
Født: D. 31. maj 2001
Tidligere klub: AGF

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo