Førstehold

EfB jagter revanche i Farum

Esbjerg fB skal søndag op imod FC Nordsjælland på Right to Dream Park i Farum, og John Lammers’ mandskab vil revanchere en paver indsats torsdag.

Når Esbjerg fB søndag kl. 14.00 løber ind på kunstgræsset i Farum til 3F Superliga-kampen mod FC Nordsjælland, så bliver det et gensyn med en bane, hvor holdet ikke har tabt siden 2016.
EfB vil da også gå efter endnu en sejr mod FCN, og cheftræner John Lammers mener, den vil falde på et ekstra-godt tidspunkt i kølvandet på en ikke-acceptabel indsats torsdag i Soligorsk i Europa League.
– Indsatsen i Hviderusland var slet ikke godkendt, og det har spillerne fået at vide, så de ikke er i tvivl. Vi har bearbejdet det og været konkrete omkring, hvad vi skal have ændret, så udtrykket søndag er anderledes.
– Vi skal bevise overfor os selv, at vi er bedre. Vi har leveret halvanden god kamp i Superligaen i de første to kampe, så pointudbyttet på et enkelt er for lidt. Forhåbentligt kan vi gentage succesen fra sidst derovre, hvor vi vandt med 2-1, siger han.
Han er dog bevidst om, at det ikke bliver nogen let opgave, der venter EfB-mandskabet i tredje spillerunde, og anerkender samtidig FCN’s evne til at erstatte profiler med nye, unge kræfter fra hovedsagelig egne rækker.
– FCN er et rigtig godt hold, og jeg er imponeret over, hvor hurtigt de har fået nye kræfter kørt ind efter at have sagt farvel til en række profiler. Jeg så dem i Horsens i premiererunden, og der spillede de virkelig god fodbold – det bliver en hård opgave for os.
– Samtidig har de med købet af Kian Hansen forstærket sig kraftigt i defensiven, så der venter os en hård modstander. Omvendt har vi meget at revanchere, så jeg tror, det bliver en god kamp, siger John Lammers.
Kamptruppen offentliggøres lørdag.

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo