Førstehold

EfB led hård skæbne i Herning

Esbjerg fB måtte fredag aften se sig besejret med 0-1 af FC Midtjylland i Herning i sæsonpremieren i 3F Superligaen på et mål i allersidste minut.

Det blev desværre ikke til vestjyske point i 3F Superliga-premieren, da Esbjerg fB fredag aften gæstede Herning og FC Midtjylland. Trods en esbjergensisk overvægt i målchancer stjal FCM til sidst alle tre point og en 1-0-sejr i det 90. spilletminut.
Kampens indledning bar præg af to mandskaber, der havde en del rust fra sommerpausen siddende i benene. Således blev der fra begge sider lavet forholdsvis mange uprovokerede fejl, hvilket betød, at flere spillere kom for sent i tacklingerne, så modstanderen måtte have en omgang behandling på banen.
Langsomt overtog hjemmeholdet dog kontrollen på kampen uden, at det dog for alvor blev farligt foran Jeppe Højbjergs mål.
Rigtig kriminelt blev det først efter en lille halv time, idet anfører Markus Halsti måtte redde kastanjerne ud af ilden i en situation, hvor FCM kombinerede sig godt igennem i venstre-siden, og til sidst sendte et indlæg ind foran mål. I sidste øjeblik lykkedes det Halsti at cleare bolden ude af farezonen.
Herefter fulgte nogle minutter med et tungt FCM-pres på EfB-feltet, men defensiven afværgerede alle tilnærmelser.
I den modsatte ende lykkedes det slet ikke EfB at lægge noget, der mindede om et pres på midtjyderne. Tættest på var debutanten Pyry Soiri i det 33. spilleminut, da han blev sendt i dybden af Mathias Kristensen, men symptomatisk for det offensive spil i første halvleg, så manglede det sidste i den afgørende situation, og FCM kunne uden problemer spille sig ud af truslen.
Efter pausen ændrede kampbilledet sig radikalt, idet EfB pludselig lykkedes med langt mere.
Adrian Petre udmærkede sig blandt andet ved et fint skudforsøg, som FCM-målmanden måtte parere ud til hjørnespark.
Det tog Jesper Lauridsen og Mathias Kristensen sig snedigt af ved at tage den kort. Lauridsen kunne dermed trække fire-fem meter ind i banen for at sende bolden indover, hvor den til sidst ramte underkanten af overliggeren, inden den gik i spil igen.
Foruden fine offensive takter var der samtidig sikkerhed og koncentration i de bagerste rækker, hvor især brølstærke Rodolph Austin flere gange tog kampen op og vandt den mod de fysiske FCM-offensivspillere.
Den gode start på anden halvleg gav EfB masser af selvtillid til at jagte den første scoring, og i det 65. minut blev lynhurtige Patrick Egelund skiftet ind på kanten i stedet for Mathias Kristensen, der var kørt tør for energi.
18-årige Egelund gik straks uimponeret til værks, og udfordrede med det samme fra sin position i højre side. På den anden kant indgik Pyry Soiri også bedre og bedre i spillet, og EfB truede flere gange FCM-defensiven fra begge sider.
I det 72. minut satte Soiri sig igennem på kanten med en blanding af god teknik og fart. Kløgtigt sendte han bolden fladt ind foran mål, hvor landsmanden Joni Kauko kom blæsende frem mod den. Uheldigvis fik en FCM-forsvarer rettet den af, og Kauko nåede den derfor ikke.
Mod kampens slutning vovede FCM sig atter frem på EfB’s banehalvdel, og der blev hældt en del høje bolde ind i Jeppe Højbjergs felt.
EfB stillede sig dog ikke tilfredse med det ene point, og jagtede derfor føringsmålet på omstillinger. Først blev Patrick Egelund sendt i dybden af Joni Kauko, men manglende erfaring og kølighed svigtede den tidligere Holsted fB-knægt i duellen med FCM-målmanden, og bolden gik udover baglinjen.
To minutter senere fik Egelund atter en chance efter et godt angreb sat igang af en anden indskifter, Mark Brink, på midten af banen. FCM-forsvaret blev spillet tyndt, hvilket først gav en mulighed til Jacob Lungi Sørensen og efterfølgende Patrick Egelund. Desværre manglede skarpheden i begge momenter, og af den grund blev det ikke til et vestjysk føringsmål.
Med baggrund i de misbrugte chancer gjorde det da også derfor ekstra ondt, da FCM i kampens sidste minut bragte sig foran 1-0. En flad bold blev sendt ind i feltet, hvor EfB-defensiven ikke fik clearet langt nok, og derfor måtte se bolden fra afslutningen fra omkring straffesparkspletten stryge ind bag Jeppe Højbjerg.
John Lammers reagerede prompte, og skiftede unge Noah Nurmi ind til sin debut i håbet om, at finnen kunne være med til at fremprovokere en udligningen, men FCM stod distancen, og EfB formåede ikke at tage point med hjem fra Herning.


Resultat:
1-0 (0-0)
Målscorere:
90′ 1-0 Mikael Andersson
Startopstilling:
16. Jeppe Højbjerg
40. Daniel Anyembe
8. Rodolph Austin
5. Markus Halsti
14. Jesper Lauridsen
6. Lasha Parunashvili
7. Joni Kauko
38. Jacob Lungi Sørensen
11. Pyry Soiri
26. Mathias Kristensen
9. Adrian Petre
Indskiftninger:
66′ Patrick Egelund (Mathias Kristensen)
81′ Mark Brink (Pyry Soiri)
90′ Noah Nurmi (Lasha Parunashvili)

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 19. oktober - kl. 13.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo