Herrer

EfB lejer internationalt forsvarstalent i FCK: Waylon Renecke er på plads

19-årige Waylon Renecke er ny mand i Esbjerg fB-trøjen og kommer til på en lejeaftale fra F.C. København. EfB har samtidig sikret sig en købsoption på den talentfulde venstrebenede midterforsvarer, der også kan dække backpositionen.

Esbjerg fB tilføjer en dynamisk midterforsvarer til førsteholdstruppen i form af Waylon Renecke, der med øjeblikkelig virkning tiltræder på en lejeaftale gældende for resten af sæsonen fra F.C. København.

Renecke har både engelske og sydafrikanske rødder, og blev solgt til FCK i 2024 efter ophold i Norwich City FC’s ungdomsakademi.

Defensivspilleren, der har ungdomslandskampe på CV’et for både England og Sydafrika, var i efterårssæsonen udlejet til svenske Örgryte IS, hvor han med 13 optrædener og gode præstationer var en central brik i oprykningen til Allsvenskan.

Sportschef Sebastian Brydegaard fortæller:

– Vi får en meget talentfuld og atletisk forsvarsspiller ind i vores miljø, der med sin fart og intensitet kommer til at kunne give os noget af den dynamik og kvalitet med bolden, som vi mister med salget af Andreas Troelsen, så vi glæder os rigtig meget til at byde Waylon Renecke velkommen.

– På trods af sin unge alder har Waylon allerede relativt meget seniorerfaring og oplevet at være en del af en oprykningskamp, ligesom han har været igennem stærke ungdomsakademier både i England og hos FCK.

– Vi er sikre på, at han bliver et værdifuldt bekendtskab og med sin store ærgerrighed vil styrke konkurrencemiljøet på holdet.

Hovedpersonen sætter ord på sit skifte til EfB:

– Jeg er glad for at være her og ser frem til at blive en del af holdet i et spændende forårsprogram, hvor vi som hold skal angribe og være ambitiøse. I mine snakke med EfB er jeg blevet overbevist om, at dette er det rigtige næste step for mig, og jeg glæder mig til at lære alle at kende og møde fansene på det fantastiske stadion.

EfB har i aftalen med FCK sikret en købsoption på Renecke, der rejser med holdet til Tyrkiet på træningslejr mandag.

Fakta:
Navn:
Waylon Reneck
Født:
D. 12. maj 2006
Tidligere klubber:
Peterborough United F.C., Norwich City FC, F.C. København, Örgyte IS

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 28. februar - kl. 13.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo