Førstehold

EfB leverede igen og tog tre point mod Skive

Esbjerg fB hentede søndag eftermiddag den tredje sejr på stribe i 1. division, da holdet med en overbevisende indsats slog Skive IK med 2-1.

Der blev sat tre point ind på Esbjerg fB’s konto søndag, da der blev levet op til favoritværdigheden hjemme på Blue Water Arena mod bundholdet Skive IK. EfB vandt således med 2-1 efter scoringer af først Andri Bjarnason og dernæst Pyry Soiri.
Det var Skive, der fik den bedste start på kampen, idet holdet fra første fløjt gik højt op i banen og skubbede EfB ned i eget felt. Således fik skibonitterne tilspillet sig et par hjørnespark inden for de første minutter.
EfB skulle dog kun lige overvinde den aggressive stil fra gæsterne, inden overtaget blev vundet.
Efter ni minutter var Jakob Ankersen således tæt på at score til 1-0, da han afsluttede fra 20 meter.
Angrebet blev sat i gang med en lang bold op mod Andri Bjarnason, som flottede headede den videre til kantspilleren. Desværre for Ankersen og holdkammeraterne gik forsøget snert forbi den ene opstander.
Efter 18 minutters spil var der dog ingen slinger i valsen, da Bjarnason scorede til 1-0.
Islændingen stod det rette sted i feltet, og skulle blot sætte indersiden på indlægget af Clinton Antwi, der med energisk arbejde formåede at holde bolden i live inden den røg ud over baglinjen.
Kort tid efter burde angriberen også have gjort det til 2-0, da han blev sendt fri tæt under mål efter en aflevering af Ankersen.
Bjarnason tabte dog en-mod-en-situationen til Skives målmand, der fortjener kredit for redningen.
Også finnerne Joni Kauko og Pyry Soiri kom i denne periode til fine målchancer.
I den anden ende var det sporadisk, hvad målmand Mads Kikkenborg havde at se til, idet Skive ikke for alvor formåede at presse EfB yderligere i første halvleg.
Der var således ikke en finger at sætte på, at EfB kunne gå til pause med en føring.
Anden halvleg var kun lige sparket i gang, da det blev 2-0 ved Soiri.
Bjarnason modtog bolden midt på banen, og vendte straks frem. Angriberen tog et træk, inden han lavede en flot aflevering til fremadstormende Soiri, der tog en tæmning og efterfølgende sparkede bolden ind fra spids vinkel.
Scoringen gjorde godt for EfB, der nu kunne trække en anelse i håndbremsen og afvente Skive.
Udeholdet forsøgte at skubbe spillet længere frem og udfordre Rodolph Austin og den øvrige defensiv.
EfB’s bagerste var dog uhyggeligt kyniske i duellerne, og afviste alle tilnærmelser.
Et kvarter før tid tog Skive konsekvensen og forsøgte sig med et langskud, som viste sig yderst kvalificeret. Kikkenborg i målet måtte således hive en flot pragtredning frem for at forhindre en reducering.
Som slutminutterne gik blev det en anelse mere hektisk foran EfB’s felt, og fem minutter før tid måtte holdet indkassere en scoring.
Antwi satte brystkassen på et indlæg, som han ville lægge af til Kikkenborg i målet.
Begge misforstod dog situationen, og bolden kravlede lige akkurat ind over stregen til 1-2.
Herefter fulgte meget direkte Skive-spil, hvilket skabte røre.
Der blev dog ikke givet ved dørene, og EfB kunne derfor indkassere den tredje sejr på stribe i 1. division, og den anden af to mulige mod Skive i denne sæson.
Næste kamp for EfB er på lørdag, når turen går til Sjælland og HB Køge.


Resultat:
Esbjerg fB – Skive IK 2-1 (1-0)
Målscorere:
18′ 1-0 Andri Bjarnason
46′ 2-0 Pyry Soiri
86′ 2-1 Clinton Antwi (selvmål)
Startopstilling:
30 Mads Kikkenborg
40 Daniel Anyembe
8 Rodolph Austin
17 Kevin Conboy
13 Clinton Antwi
3 Simon Bækgård
19 Nicklas Strunck
7 Joni Kauko
11 Pyry Soiri
10 Jakob Ankersen
9 Andri Bjarnason
Indskiftninger:
61′ Mathias Kristensen (Andri Bjarnason)
73′ Christian Køhler (Pyry Soiri)
90′ Viktor Tranberg (Nicklas Strunck)

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 19. oktober - kl. 13.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo