Klub

EfB lukker stemningsafsnit

På baggrund af flere uacceptable episoder fra stemningsafsnittet fredag på Blue Water Arena under kampen mellem Esbjerg fB og Lyngby BK lukkes begge ståpladsområder på B-tribunen på øvre afsnit på ubestemt tid. Samtidig forbydes brug af flag og bannere i en periode.

Esbjerg fB’s hjemmekamp mod Lyngby BK fredag aften tog en uacceptabel og stærk kritisabel drejning, da der fra stemningsafsnittet på B-tribunen i både første og anden halvleg blev kastet blandt andet kanonslag mod banen til fare for bolddrenge, kontrollører, spillere, dommere og øvrige tilskuere.

Til trods for at kampens hoveddommer via stadionspeaker op til flere gange advarede om konsekvenserne ved ikke at stoppe, fortsatte hændelserne mod slutningen, hvilket fik begge klubbers spillere til demonstrativt at afvikle de sidste minutter ved blot at trille bolden rundt imellem sig.

De to stemningsafsnit med ståpladser på den øvre del af B-tribunen lukkes derfor på ubestemt tid, ligesom brug af flag og bannere ikke vil være tilladt, fortæller adm. direktør Jens Hammer Sørensen:

– Vi tager dette meget alvorligt og vil gøre, hvad der fysisk er muligt for at få den her form for uacceptabel adfærd stoppet, og det er på den baggrund, at vi nu ser os nødsaget til at skride til handling og lukker stemningsafsnittene på stadion på ubestemt tid. Samtidig forbyder vi brug af flag og bannere, da vi gentagende gange har oplevet, at disse desværre bliver brugt til at skjule sig under.

– Jeg er oprigtig trist over, at vi er nødtvunget til at tage så drastiske beslutninger efter episoder, hvor det er de få, der ødelægger det for de mange. Vi har fuld forståelse for, at folk er frustrerede og skuffede over de sportslige resultater, men det tillader på ingen måde handlinger, som vi så fredag aften, så dette er også en appel til de relativt få personer, der stod bag. Der skal ske en holdning- og handlingsændring nu, for vi vil på ingen måder acceptere den adfærd og gå på kompromis med sikkerheden på Blue Water Arena, hvor det skal være trygt og ufarligt at se fodbold.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 10. november - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo