EfB måtte nøjes med et point mod Silkeborg
En god præstation rakte ikke til en sejr for Esbjerg fB lørdag hjemme på Blue Water Arena mod Silkeborg IF, idet holdet måtte tage til takke med 1-1. Kevin Conboy udlignede for EfB i anden halvleg.
Esbjerg fB spillede lørdag eftermiddag 1-1 med Silkeborg IF på Blue Water Arena i den vigtige topkamp i 1. division. Gæsterne bragte sig foran før pausen, inden Kevin Conboy udlignede midtvejs i anden halvleg.
Kampen åbnede med en masse duelspil på midten af banen, og det skinnede igennem fra første minut, at begge mandskaber var tændte fra start.
Gæsterne fra Silkeborg forsøgte at tage styringen på kampen hurtigt, hvilket til dels lykkedes.
EfB måtte nemlig i de første minutter bruge ressourcer på at jagte bolden, der blev kørt godt rundt på banen.
Langsomt kom holdet dog bedre med, og efter et kvarters spil var det tæt på at blive 1-0 til de blå-hvide.
Nicklas Strunck afsluttede således resolut første gang fra kanten af feltet på en nedfaldsbold efter et frispark i højre-siden, men uheldigvis for midtbanespilleren måtte han se bolden tage stolpen og gå tilbage i spil.
Herefter dominerede EfB fint på banen, og Silkeborg blev skubbet langt tilbage på egen halvdel uden, at det dog kastede større målchancer af sig.
Derfor var det da også en kold spand vand EfB fik smidt i hovedet efter 24 minutters spil, da Silkeborg ud af ingenting kom foran med 1-0.
Defensiven blev overspillet indenom af en god pasning fra feltkanten, og Mads Kikkenborg i målet måtte se bolden gå forbi i en-mod-en-situationen med Silkeborg-spilleren.
Scoringen imod slog dog ikke EfB ud af kurs, idet holdet fortsatte takterne og pressede Silkeborg, der var yderst sjældne gæster over midten, fint.
Men trods et hav af hjørnespark, indlæg og gode intentioner kom EfB’erne ikke på måltavlen inden pausen.
Cheftræner Olafur Kristjansson skiftede fra anden halvlegs start Zean Dalügge ind på bekostning af Yuriy Yakovenko, der tidligt i kampen fik en advarsel af den noget gavmilde dommer.
Netop Dalügge kom hurtigt i fokus, da han efter blot et par minutters spil var trukket ud i siden og fra fri position kunne sende en flad bold ind foran mål.
Her kom Clinton Antwi på før Silkeborg-målmanden, og ghaneseren fik afsluttet efter en nærkamp.
Uheldigvis mistede han balancen i skudøjeblikket, hvilket gik ud over kvaliteten i skuddet, der langsomt gik forbi den ene opstander.
Silkeborg ville dog også spille med, og viste nu langt mere angrebslystent fodbold, hvilket kastede to store chancer af sig.
Først på et indlæg hvor en modstander helt umarkeret kom til hovedstødsafslutning tæt under mål, og igen et par minutter senere, da en god pasning indenom splittede EfB-defensiven ad.
I begge tilfælde var Kikkenborg på stregen dog vågen og fik reddet.
I det hele taget bølgede kampen frem og tilbage med EfB som det jagende hold.
Og det gav et positivt afkast efter 70 minutters spil, da Kevin Conboy kunne udligne til 1-1.
Målet faldt efter en sekvens, hvor EfB lykkedes med at fastholde trykket på Silkeborg-defensiven. Jakob Ankersen samlede en bold op i feltet, som han spillede videre til Mathias Kristensen, der sendte den ind i feltet med den helt rette præcision.
Dette kom Conboy til gode en meters penge fra stregen, hvorfra han blot skulle dirigere bolden i nettet.
Med 1-1 i hånden lugtede EfB for alvor blod for en sejr, og der blev i samme ombæring foretaget en dobbeltindskiftning.
Pyry Soiri og Patrick Egelund blev sendt på banen – sidstnævnte for første gang i foråret efter sin skadesperiode.
Og Egelund var millimeter fra at få et drømme-comeback kort efter sin entre, da han kom først på et indlæg fra venstre-siden.
Uheldigvis for den lille offensiv-spillers hovedstødsforsøg valgte Silkeborgs målmand at hive en af de rigtig store redninger frem oppe under overliggeren.
I slutminutterne forsøgte EfB med alle midler at tage alle tre point, og gæsterne blev skubbet helt tilbage i banen.
Tættest på den forløsende 2-1-scoring var Dalügge, da han i overtiden blev spillet fri i feltet og kom til afslutning fra spids vinkel, men igen var midtjydernes bagerste mand vågen og kunne diske op med en god redning.
Der blev ikke scoret yderligere, og det endte derfor med et point til hver.
Resultat:
Esbjerg fB – Silkeborg IF 1-1 (0-1)
Målscorere:
24′ 0-1 Magnus Mattsson
70′ 1-1 Kevin Conboy
Startopstilling:
30 Mads Kikkenborg
40 Daniel Anyembe
8 Rodolph Austin
32 Kasper Pedersen
17 Kevin Conboy
19 Nicklas Strunck
3 Simon Bækgård
10 Jakob Ankersen
26 Mathias Kristensen
13 Clinton Antwi
23 Yuriy Yakovenko
Indskiftninger:
46′ Zean Dalügge (Yuriy Yakovenko)
71′ Patrick Egelund (Mathias Kristensen)
71′ Pyry Soiri (Clinton Antwi)
89′ Jeppe Brinch (Jakob Ankersen)