Kampreferat

EfB nedlægges af effektivt Kolding-hold

Esbjerg fB tabte søndag med 1-2 hjemme på Blue Water Arena til Kolding IF, der skarpt og effektivt scorede to gange mod kampens slutning.

På trods af en fin indsats og en 1-0-føring lykkedes det ikke Esbjerg fB at tage endnu en sejr i oprykningsspillet søndag eftermiddag, idet Kolding IF på Blue Water Arena vandt med 2-1 for øjnene af 4.141 tilskuere, der leverede en flot opbakning.

Kampen begyndte i et fint tempo med offensivt spil fra begge mandskaber.

Efter syv minutters spil faldt den første store chance, og det var med EfB som afslutter.

Holdet spillede sig flot igennem midt på gæsternes banehalvdel, hvilket skabte tid og plads til Julius Beck foran feltet.

Midtbanespilleren lagde bolden af til Lucas From, der kom løbende ind i den og afsluttede mod fjerneste hjørne, men Kolding-målmanden var ude i fuld længde, og fik forhindret et tidligt føringsmål.

Kort efter var det udeholdet, der ud af ingenting fik en stor chance.

Tobias Stagaard mistimede et indgreb, hvilket efterlod en mulighed for en Kolding-angriber til at sætte i stormløb mod mål.

Anton Skipper kom dog farende tilbage og med en heroisk og veltimet tackling i feltet, fik han reddet kastanjerne ud af ilden.

Spillet bølgede frem og tilbage, og EfB skulle få næste fine mulighed.

Denne gang var From atter i afslutterens rolle, da han pandede til en bold, der blev servet ind i feltet efter et hjørnespark.

Kolding-målmanden måtte atter ud i fuld længde, og med en god redning lykkedes det ham at vippe bolden over mål.

Mod slutningen af første halvleg faldt intensiteten en smule, og det samme gjorde de offensive aktioner.

EfB forsøgte, men havde svært ved at nedbryde den kompakte Kolding-defensiv.

Der blev ikke foretaget ændringer fra cheftræner Lars „Lungi‟ Sørensens hånd i pausen, og de startende 11 EfB’ere fortsatte dermed på banen fra anden halvlegs start.

EfB kom rigtig fint fra land, og satte med det samme Kolding under et vist pres.

Således var der masser af etableret spil på gæsternes banehalvdel, men de åbenlyse chancer skulle der arbejdes hårdt for.

Efter 56 minutters spil kunne jublen dog bryde ud i lys luge for de mange tilskuere, da EfB kom foran med 1-0.

Målet kom efter en gedigen fejl i Kolding-defensiven, da udeholdet forsøgte at spille sig ud af eget felt efter et målspark.

EfB pressede med det samme på og erobrede bolden, der på kanten af det lille felt havnede for fødderne af Yacine Bourhane.

Midtbaneprofilen spillede den fikst videre med hælen til Tim Freriks, der helt fri foran tomt mål liggende kunne score.

Efterfølgende blev Andreas Lausen sendt på banen med fornyet energi til frontkæden.

Senere kom også Lasse Vigen og Bertram Kvist, der fik sin debut for EfB, ind.

Samtidig skubbede Kolding spillet længere frem, hvilket kastede adskillige halvfarlige situationer af sig.

Et kvarter før tid fik østjyderne alletiders mulighed for at udligne til 1-1, da dommeren fløjtede et straffespark efter en nærkampssituation.

Daniel Gadegaard på målstregen valgte side, men måtte se sin direkte modstander sende bolden ind midt i målet.

Udligningen gav Kolding selvtillid, og EfB blev således sendt en stykke tilbage på egen banehalvdel efterfølgende.

Holdet fik dog mobiliseret kræfter nok til også at angribe med flere spillere, når muligheden bød sig.

Som med fem-seks minutter igen, da mange EfB’ere var gået med frem.

Bolden blev dog tabt foran Kolding-feltet, hvilket straks resulterede i en omstilling den anden vej.

Den blev sikkert og effektivt udnyttet i en direkte løbeduel, og da Kolding-angriberen nåede feltet, gik han forbi Gadegaard og lagde bolden i det tomme net.

Herefter løb tiden stærkt, og EfB forsøgte med alle tænkelige midler at jage en udligning, men den udeblev.

Derfor måtte holdet gå fra banen uden point i en kamp, hvor præstationen langt hen ad vejen rakte til mere.

EfB spiller igen allerede på fredag, når OB kommer på besøg, og billetsalget til det opgør er i gang.

Næste Hjemmekamp
fredag d. 11. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo